Forbandelsen

Forbandelsen af Johanne Hildebrandt er ifølge forlaget en gyser. Jeg tror dog måske snarere, at jeg ville kategorisere den som magisk realisme og spænding, det er i hvert fald en gyser i den lettere ende, men jeg har også set den omtalt, som en chicklit-gyser, så …

I bogen er den primære karakter Helena, som er arkæologstuderende. Under en udgravning i Nordsverige finder hun et 1100 år gammelt mosefund, som, hun tror, vil komme til at sikre hendes ph.d.-stipendium. Udgravningslederen Bodil vil det dog anderledes, da hun straks øjner chancen for personlig succes og prestige med flere forskningsmidler til følge, kører hun Helena ud i kulden, hvilket er forholdsvist let. Helena har svært ved at holde fokus på udgravningen, da minderne fra en vanskelig barndom i området, hvor udgravningen foregår, vælter ind over hende.

Da de flytter fundet med hjem til instituttet i Stokholm for at undersøge det, begynder det at regne ned over gruppen med ulykker, og snart er det helt galt. Helena, som i forvejen kæmper med indre dæmoner ovenpå en vanskelig barndom med alkoholiseret far, en psykiatrisk indlæggelse, ensomhed og alkoholproblemer, bliver kastet ud i en kamp mod en ydre dæmon, som slippes fri, da mosefundet flyttes fra sin plads i Nordsverige.

Fortællingen er en blanding af samisk folketro, indre og ydre dæmoner, forskerdramatik som følge af jagten på personlig succes, lidt kærlighed og Helenas personlige kamp og forsøget på at forlige sig med sin fortid. Udover det nutidige fortællespor med den arkæologiske udgravning, kører der et andet fortællespor, hvor vi får den historiske baggrund for mosefundet. Dette fortællerspor foregår i år 912 og giver en fin dimension til historien.

Bogen er ganske fint skrevet, sproget er enkelt og flydende uden de store dikkedarer. Til tider kan det dog kræve en halv-sides-tid at lure synsvinklen, som i den nutidige historie skifter mellem Helena, Bodil og Johan. Fortællingen er lidt en langsom starter og krævede lidt tålmodighed de første 100-150 sider, mens det flyder bedre i den sidste halvdel.

Det er en fin bog, som man kan slå hovedet fra og bare tage historien for det den er – god underholdning, men forholdsvist forudsigelig.

Dæmoner

Dæmoner af Carina Evytt er en roman i gyser og horror genren, og den omhandler de dæmoner, som vi alle sammen render rundt med, men for vores hovedpersoner bliver dæmonerne mere virkelige, end vi har bryder os om.

Izzy har flere indlæggelser på psykiatrisk bag sig, og hendes kæreste Nicolai er sygeligt jaloux og udøver både fysisk og psykisk vold, men en dag får Izzy nok og får sin veninde Rikke til at hjælpe med en flytning, så hun ikke skal hjem til Nicolai, når hun bliver udskrevet. Rikke, Tommy og Dennis får flyttet Izzys ting til det tilsyneladende fredlige landsbysamfund, hvor de tre i forvejen bor.

Den lokale landsbytosse Jannick eller Ravnen, som han går under kæmper med sine indre dæmoner efter en traumatisk oplevelse i teenageårene, hvor han mistede sin far, mor og søster, måske slog han dem selv ihjel.

Rygterne løber stærkt i det lille samfund, og ingen ved rigtigt, hvad der egentligt skete dengang. Alle er de dog enige om, at Ravnen er psykopat og et udskud, som skal holde sig væk. Efterhånden kommer Izzy, Rikke og Dennis dog i tvivl om, hvor virkelig Ravnens dæmoner er. Mærkelige hændelser og ændret adfærd sætter tankerne i gang, kan det virkelig passe?  Kan der være noget om landsbytossens fablen om dæmoner? Hvad er virkelighed, og hvad er hallucinationer?

Romanen er gennemført, vellykket og velskrevet. Jeg var fanget fra de første tre linjer, og jeg blev trukket længere og længere ned i historien, som den skred frem. Karakterne er nuancerede, levende og fuldendte. Den lunefulde humor, som ofte ligger i Evytts tekster, er også til stede her som et ekstra krydderi til det sofistikerede gys, som kryber stille men sikkert længere ind under huden.

Det hidtil bedste jeg har læst af Evytt, som ovenikøbet er pakket ind i det mest lækre og specielle bogcover, jeg har set. Den kan varmt anbefales til den voksne læser, som er vild med gys og horror, der er af den mere sofistikeret slags end blod i litervis og "splat splat".

Silhuet af en synder

Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov er en meget speciel og anderledes læseopleve. Den bygger på et plot, som jeg egentligt ikke helt ved, hvad jeg skal synes om, men jeg blev hængende og fik bogen læst færdig, faktisk på ret kort tid, da jeg først fik taget mig sammen til at komme ordentligt i gang med den.

Historien byder på masser af familieoverraskelser og "skeletter i skabene", der er myter om gale tvillinger, hvor af kun den ene er levedygtig og der er spøgelser (på den eller den anden måde) i stor stil, men egentligt vil jeg ikke sige, så meget om selve plottet, jeg ved, som nævnt ikke helt, hvad jeg skal synes om det.

Der er et eller andet p...irriterende over bogen, som gør, at man (jeg) blev nødt til at læse videre. Der bliver lagt så mange spor ud hele tiden, og hvor gang man føler, at nu er man liiige ved at have gennemskuet, hvordan det hele hænger sammen, så twister hun lige det hele en gang mere, og vender alting 180 grader, og så kan man starte forfra igen ;-)

Det er en stor samling mosaikker, som langsomt samles til et helt billede, som man ikke har en jordisk chance for at gennemskue fra start af.

De første 100 sider ca. brugte jeg på at finde ud af hvem fortælleren var, og det gik vitterligt først op for mig efter 100 sider, og det irriterede mig grænseløst, kan jeg godt afsløre her, men ikke på en måde så jeg fik lyst til at smide bogen fra mig og opgive den - tværtimod, så vendte jeg stædigt side efter side, for det kunne da for pokker ikke passe, at det kunne blive ved på denne måde! - Det kunne det dog - i rigtig lang tid ;-)
Det var dog lidt som om, at da det faldt på plads med hvem fortælleren var, så dør historien langsomt ud, og brikkerne for resten af historien falder på plads én efter én, og den taber lidt pusten halvvejs, men det er måske egentligt meget godt, for jeg ved ikke, om jeg havde haft tålmodighed og god nok hukommelse til at kunne have fortsat en hel bog igennem, som den startede. Så egentligt er det ikke nødvendigvis skidt her, at den taber pusten lidt ;-)

Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvorvidt det egentligt er en god bog. Jeg læste den færdig, og jeg læste den også ret hurtigt (da jeg først tog mig sammen), men jeg fik den nok først og fremmest læst færdig, fordi der var noget, der irriterede mig grænseløst ;-)

Jack the Rippers lærling

Jack the Rippers lærling er Carina Evytts nyeste roman. 

Denne nye, spændende roman starter med en kort og kontant prolog, som slår benene væk under læseren med det samme. I prologen møder vi kirurgen Thomas, der har gang i et ”anfald af kunstnerisk udfoldelse”, som ender ud i en indlæggelse på psykiatrisk afdeling.
Her fra går Thomas’ fascination af Jack the Ripper over i en decideret besættelse, som for alvor tager fart, da han bliver udskrevet.
Kunstnerisk udfoldelse, kirurgi, hævntørst og besættelsen af Jack the Ripper bliver mikset godt og grundigt sammen i en skarp, humoristisk og tankevækkende blanding, der tryllebinder læseren til at vende side efter side.

Thomas begår den ene mere grusomme handling efter den anden, men alligevel formår Evytt at få os til at føle sympati med ham næsten hele vejen. Thomas er jo ”bare” kunstner, og alle ved, at man som kunstner må udvikle sit udtryk, lave mange skitser og forsøg, før man er klar til sit endelige udtryk – kunst er håndværk, der skal læres. Dette gælder også for Thomas, der må igennem en række skitser, hviske tavlen ren og starte forfra med en ny skitse efter kyndig vejledning af læremesteren Jack …

På trods af spændingen og gyset gennem hele bogen, præges den et langt stykke hen ad vejen også af en god portion humor, som kommer til at virke som modvægt. Ofte må man trække lidt på smilebåndet af Thomas og kattekillingen Jacks forhold – og måske især Jacks metoder til at hjælpe og vejlede Thomas ud i den kunstneriske udfoldelse.

Bag den yderst fængende historie om Thomas og Jack, ligger der også en advarsel om ikke at tro og dømme på det ydre. Ting, der før har virket tilforladelig, kan ændre sig, så den, du tror, er god viser sig at have en skyggeside. Dette ses både i Thomas, men også i ideen om at lade selve reinkarnationen af Jack the Ripper være en lille kattekilling.

Hvis man er til god, intelligent humor i en skøn kombination med spænding, gys og kunstnerisk udfoldelse er Jack the Rippers lærling afgjort opmærksomheden værd.

Samtidig er det en bog, der ikke bliver dårligere af at blive læst mere end én gang. Jeg har fornøjelsen af at kende Evytt fra Fyldepennen, og jeg har haft glæden af at stifte bekendtskab med Thomas og Jack allerede sidste år ved denne tid og har så læst den igen, nu hvor den er blevet udgivet, og den er bestemt ikke dårligere anden gang.

Legetøj

Novellesamlingen Legetøj er Mikala Rosenkildes debut, og den er ganske god. Jeg er ikke den store novellelæser, men jeg blev alligevel fristet til at låne og læse denne bog – måske fordi jeg har fornøjelsen af at ”kende” lidt til Mikala fra Fyldepennen

Novellesamlingen er en samling af 16 noveller, som alle indeholder nogle personer, som vi alle kender og har mødt helt uden at vi ved det, men novellerne indeholder også noget magisk, overnaturligt eller unormalt. Mikala formår at skrive flyveøgler, varaner, kæmpe edderkopper og invasioner fra det ydre rum ind i en hverdagsagtig novelle, så det virker sandsynligt og troværdigt.

I novellesamlingen behandles emner som influenzaepidemier, unger der røver en ældre kvinde og meteornedslag. Vi møder personer som den ældre enke, den enlige mor, den tvivlsomme præst og den gennemgående vicevært Arne.

Mikala binder noveller fint sammen med genkendelsens glæde, når man spotter en person, der går igen eller en anden reference til en af de tidligere novelle man har læst. Det fungerer rigtigt godt, og giver lyst til at læse videre.

Jeg er vild med skrivestilen og de personer, vi møder gennem flere af novellerne. Derudover er det fantastisk, som Mikala formår at chokere og overraske mig den ene gang efter den anden med slutninger, som jeg ikke havde forventet.

Mine favoritnoveller i samlingen er ”Det tynde forhæng”, som er åbningsnovellen, ”Middagsgæsten”, som overrasker på bedste vis. Jeg sad tilbage med følelsen af; ”Ej, det gjorde hun ikke!” – men jo det gjorde hun. Sidst men ikke mindst er ”Meteoritten” også en fantastisk novelle, som betager med sit fabelagtige sprog og karakteristikker som vi alle kender. Mikala har blik for samfundet og de skæve eksistenser og personer, som vi alle kan relatere til på et eller andet plan.