Viser opslag med etiketten Historiske romaner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Historiske romaner. Vis alle opslag

søndag den 30. april 2017

Helgas dagbog

For efterhånden længe siden læste jeg Helgas Dagbog af Helga Weiss – en af de absolut bedste
skildringer af tiden under Holocaust, jeg har læst, og jeg har efterhånden læst en del.

Tjekkiske Helga Weiss er kun 12 år, da hun og hendes familie bliver deporteret i 1941. Helgas dagbogsoptegnelser skildrer, hvordan livet for jøderne ændrer sig i tiden op til deportationerne starter. Hun fortæller om de gule stjerner, de pludselig skal bære på tøjet, hvordan de ikke længere må gå i skole, og i stedet bliver undervist privat – indtil også det bliver forbudt.
Helga og hendes forældre bliver først deporteret til Theresienstadt, hvor faderen bliver adskilt fra Helga og hendes mor. De ser ham kun en gang imellem, men de formår at have lidt sporadisk kontakt. Bl.a. får Helga smuglet en tegning over til faderen, som sender en besked tilbage til Helga, hvor der står, at hun skal tegne det hun ser. Helga gør alt, hvad hun kan for at blive sammen med moderen, hendes største frygt – større end døden er, at de to skal blive adskilt også.
Senere bliver først faderen og efterfølgende Helga og hendes mor sendt videre til Auschwitz. Hvad der sker med faderen efter ankomsten til Auschwitz er ukendt, men Helga og moderen ser ham aldrig igen, men både Helga og hendes mor er endnu engang heldige og undslipper gaskamrene. De bliver i 1945 sendt videre til en våbenfabrik, og da Det tredje Rige er på randen af sammenbrud, bliver de sendt ud på deres måske mest frygtindgydende transport rundt i Det tredje Rige med tog, hvor mange unge kvinder og piger lykkes med at flygte. Helga bliver dog tilbage ved sin stærkt afkræftede mor, og de ender begge kort før krigens afslutning i Mauthausen.
Efter krigen vender Helga og hendes mor tilbage til lejligheden, som de må kæmpe for at få tilbage efter krigen. Helga og hendes mor bor sammen i lejligheden indtil moderen dør, da hun er i 80’erne, siden da har Helga boet alene i lejligheden, hvor hun ser det som en pligt at fortælle sin historie. Se bl.a. et yderst interessant interview fra 2013 med Helga Weiss her.

Helgas Dagbog er ikke en dagbog i traditionel forstand, men mere dagbogslignende skildringer og tilbageblik som er skrevet før, under og efter krigen. Helga fører en slags dagbog før krigen og i Theresienstadt, samtidig med at hun tegner. Inden hende og familien sættes på en transport til Auschwitz lykkes det at få smuglet dagbogsoptegnelserne og Helgas tegninger smuglet hen til en onkel, som formår at gemme og bevare Helgas ord og tegninger.
Som det fremgår af forordet i bogen er dagbogen revideret og nogle dele omskrevet efter krigen, mens andre passager først er skrevet efter krigen, da det af logiske årsager ikke altid var muligt at nedskrive oplevelserne, mens hun og familien var i koncentrationslejrene. Helgas alder taget i betragtning er det en meget moden og voksen tone og ikke mindst betragtninger, der kommer til udtryk i bogen, hvilket nok i høj grad kan tillægges redigeringen og gen-/omskrivningen af nogle passager. Det er på sin vis ærgerligt, at vi ikke får den barnlige og umiddelbare gengivelse af oplevelserne, men på den anden side giver det et mere helstøbt og sammenhængende billede, der sammen med Helgas tegninger fremstår umådeligt stærkt.


Til trods for at det i skrivende stund er længe siden jeg læste bogen (mere end et halvt år efterhånden), har jeg ikke sluppet bogen, og Helgas historie og ikke mindst fremstillingen af den står stadig tydeligt for mig. Det er absolut en stærk bog med nogle fantastiske, sigende og stærke tegninger, der underbygger den skræmmende historie. 

Helga Weiss bor i dag (87 år gammel) stadig i lejligheden i Prag, hvor hun har 2 børn og 3 børnebørn*










* "Mine minder skal ikke dø med mig",  Information 2013


fredag den 3. juni 2016

Land i datid

Land i datid af Jesper Bugge Kold er en historisk roman, der tager udgangspunkt i det kold krigsramte Østtyskland, men det er også en dannelsesroman, hvor den 30 årige danske Andreas kæmper med at finde sig selv, og hvad han vil med sit liv.

Andreas modtager et brev, der fortæller ham, at hans biologiske og tyske far er blevet dræbt, og Andreas har arvet faderens lejlighed i Berlin. Andreas rejser til Berlin for at se på lejligheden og stå for bisættelsen af den tyske far, som han aldrig har mødt og kendt. Han har dog behov for at lære sin afdøde far at kende.
Faderen har en søster og niece, Veronika og Beatrice, i Berlin, som Andreas mødes med. Tante Veronika er dog ikke meget for at snakke om sin bror og Andreas’ far. Andreas og Bea indleder derfor en jagt på at kortlægge Peters historie og liv ud fra de brudstykker, som Bea kan huske. Bea kan bl.a. fortælle, at Peter har arbejdet for STASI, en oplysning som Andreas har mere end svært ved at forlige sig med, og han er tæt på at opgive det hele. Det fantasibillede, Andreas har haft af sin far som barn, er komplet uforeneligt med oplysningen om, at hans far har været STASI-mand og dermed pr. definition er et ondt og slet menneske i Andreas’ øjne.
Andreas’ nysgerrighed vinder dog til sidst, og han og Bea fortsætter jagten på Peters historie, og efterhånden som det lykkes dem at få gravet flere og flere oplysninger frem, vælter skeletterne ud af skabet, og pludselig er ikke bare Andreas’ liv forandret, men også Veronikas og Beas.

Jesper Bugge Kold fortæller historien gennem skiftende synsvinkler. Andreas’ spor udfolder hans og Beas jagt på sandheden i nutiden (2006-2007), samtidig med vi her følger Andreas’ jagt på sig selv og hele hans forvirrede dannelsesproces.
Gennem Peter (Andreas’ tyske far) får vi et velresearchet, troværdigt og unikt indblik i livet i DDR under den kolde krig. Peters fortællerspor udfolder ligeledes hans historie i realtid i Østtyskland fra han bliver politisk aktiv i det kommunistiske parti op gennem 70’erne, 80’erne og til Murens fald og kommunismens endeligt.
Det tredje fortællerspor er Stefans, og hans historie er flettet ind i Peters, og de to spiller en afgørende rolle i hinandens liv.
De tre fortællerspor med to fra fortiden og Andreas’ nutidige er med til at give historien en levende og fængende dimension. Når først lige man kommer ind i flowet med de skiftende synsvinkler, der skifter ved hvert kapitel, flyder historien og sproget rigtig godt. Jesper Bugge Kold formår at skrive en utrolig troværdig og fængende fortælling over en historisk tung periode med flere historiske fakta, som ellers kan få de fleste til at tabe pusten, hvis man ikke som undertegnede er lidt en historie og faktanørd.

Det hele virker meget gennemresearchet, og fiktion og historisk fakta spiller rigtig godt sammen – en ellers svær disciplin, som Jesper Bugge Kold bestemt mestrer. Det er en yderst vellykket roman. Jeg har ikke tidligere læst noget lignende, der på denne måde tager fat i det farveløse og kommunistiske DDR i kold krigstiden på en så vellykket måde. Jesper Bugge Kold formår at skildre STASI-mændene på en nuanceret måde, og det står klart, at der ikke er noget i denne verden der er sort/hvid - heller ikke i tiden under den kolde krig.

Alt i alt en virkelig vellykket bog, som kan anbefales alle der er historisk interesseret, og til alle dem som ikke er, men som gerne vil have et unikt indblik i et land, der ikke længere eksisterer, og som med den virkelighed der eksisterede ligger meget langt fra det vi kender i nutidens moderne Danmark.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af Forlaget Turbine.

onsdag den 11. maj 2016

Københavns skygger

Københavns skygger af Aspíciens Haufniensis rummer elementer af forskellige genrer. Den blander fantasy, historie, samtid og realisme. Det er en bog som primært henvender sig til den voksne læser.

I fortællingen følger vi Thor som begynder på historiestudiet på Københavns Universitet. Sammen med optagelsesbrevet modtager han dog også en indbydelse til Eruditio for russer af ekstraordinær begavelse. Thor finder ud af, at han tilhører et særligt broderskab af luminarer, eller magikere, som udgør en naturlig elite i samfundet. Thor begynder derfor at studere magi på det magiske akademi sideløbende med historiestudierne.
Her møder han Janus, som han bliver gode venner med. Janus har levet med magien hele sit liv og er særligt interesseret i den form for magi, der kan påvirke andre menneskers sind, som i øvrigt er forbudt.
Thor gør mange opdagelser i løbet af sin studietid på det magiske akademi både om det København, som han troede han kendte, men også om hans familie og afdøde far. Thor må erkende, at den verden, han hidtil har kendt, kun er toppen af isbjerget …

Denne bog er resultatet af et rigtigt spændende og anderledes genremix, og jeg synes, at det er et vellykket resultat. De forskellige elementer spiller rigtig fint sammen, og det giver en dybde og nogle perspektiver der gør denne fantasy-roman til et mere voksent bidrag til genren, end de mange YA-fantasy-bøger.
Sproget er godt og flydende på trods af de mere teoretiske termer og begreber, der også bruges, de giver dog bare en mere ekstra dimension til fortællingen. Mit eneste ankepunkt er egentligt, at der i mine øjne er nogle løse tråde, som ikke helt bliver samlet op på, eller hvor der lidt bliver sprunget over, hvor gærdet er lavest, hvilket er ærgerligt.

Alt i alt er det dog en vellykket bog, og jeg er ret vild med, at man har formået at skrive noget anderledes dansk fantasy for voksne, som rummer mange genreelementer, som alle bidrager til at give fortællingen en spændende dybde.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af forlaget Ulven og Uglen.

onsdag den 6. januar 2016

Kongen af Kandy

Kongen af Kandy er endnu en af Kim Langers historiske eventyrbøger og egentligt den første bog i serien på foreløbigt tre selvstændige romaner. Denne foregår i årene 1618-1621, hvor Christian den IV er konge af Danmark og Norge.

I denne fortælling kører der to sideløbende historier. Den ene er den historiske fortælling, som tager udgangspunkt i den prækære situation, at den danske konge Christian den IV bliver snydt af hollænderen Boshouwer. Han hævder, at Danmark kan opnå eneretten over al handlen med Ceylon (Det der i dag er Sri Lanka), hvis danskerne hjælper Kongen af Kandy i kampen mod portugiserne. Det lyder jo alt sammen meget godt og faldt fint i hak med den danske konges store drømme om et Ostindisk eventyr med store rigdomme og skatte. Dem der kender lidt til den danske historie ved dog, at Christian den IV’s planer og drømme ikke gik helt sådan …

Den anden og mere magiske og eventyrlige fortællerspor handler om det hellige tempel i Kandy, som gemmer på en af buddhismens største skatte; Buddhas ene hjørnetand med magiske kræfter. Prinsesse Hemamala og Prinsen Danta, samt elefanten med syv stødtænder; Syvtand har den vigtige opgave at vogte tanden. Også de forældreløse drenge Gabriel og Mikkel fra København, der opfostres af islændingen Haldar kommer til at spille en afgørende rolle i kampen for at vogte Buddhas tand, som onde kræfter ønsker at tilintetgøre. En portugisisk helvedespræst har sat sig for at gøre Ceylon kristen, og derfor er det nødvendigt at ødelægge tanden for at knække den buddhistiske befolkning og få dem til at underkaste sig, så han selv, en guvernør fra den portugisiske hær og en forræder tæt på Kongen af Kandy selv kan sætte sig på magten og alle øens rigdomme.

Kongen af Kandy er endnu en velskrevet historisk, eventyrroman af Kim Langer. Undervejs var det til tider lidt vanskeligt at holde styr på de mange karakterer i de to fortællerspor, og langt, langt hen i fortællingen syntes jeg faktisk, at der var et punkt, hvor plottet ikke hang sammen. Til allersidst fik Kim Langer dog med krøller og sløjfer bundet fortællingen sammen og mit ”missing link” blev til sidst opklaret og kom til at give mening.

Jeg har været længere tid om at læse denne i forhold til de to andre i serien og undervejs syntes jeg faktisk ikke, at den fængede så godt. Jeg synes indimellem, at den kørte lidt tomgang og var lidt langtrukken, men efter den store finale og forløsning, hvor der blev bundet sløjfe på alle de løse ender, må jeg bare erkende, at det hele var en del af Kim Langers større masterplan. Jeg må bare bøje mig i støvet og konstatere at på trods af al min skepsis og tvivl undervejs, så har han gjort det igen – skrevet en vellykket, vedkommende, vigtig, lærerig og eventyrlig fortælling.

Kim Langer formår i denne bog både at give læseren en indføring i en bid af den danske historie omkring Christian den IV og Buddhismen som trosretning, samt et magisk eventyr med både små og store helte, det er godt klaret.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af Kim Langer.

Læs mere om #2 Den afrikanske forbandelse i samme serie her og #3 Flugten fra Vestindien her

søndag den 13. december 2015

Flugten fra Vestindien

Flugten fra Vestindien er det tredje bind i Kim Langers historiske eventyrserie til unge – og voksne der trænger til et brush-up på en historisk periode, hvor Danmark spillede en væsentlig rolle som kolonimagt og slavehandlernation.

I dette bind er vi rykket lidt længere frem i historien i forhold til Den afrikanske forbandelse. Denne historie foregår på St. Croix og St. Jan i Dansk Vestindien øer i dagene op til og lige efter slaveriets ophør i midten af 1800-tallet.

Vi følger de 14 årige tvillinger, Nelly og Nicolai, som bor på en sukkerplantage med deres far, plantageejeren i en tid, hvor slaveoprøret ulmer rundt omkring på de Dansk Vestindiske Øer alt imens generalguvernøren, Peter von Scholten forsøger at holde slavernes gemytter i ro. Der bliver dog fra den ene dag til den anden vendt op og ned på den verden, som Nelly og Nicolai kender, da en stor gruppe slaver forsøger at flygte samtidig med at en gammel frikulørt Kofi dukker op. Kort efter ankommer også det danske krigsskib Ørnen, som tidligere har gjort tjeneste på den afrikanske guldkyst til St. Jan.

I modsætning til Den afrikanske forbandelse synes jeg, at denne bog var lidt sej om at komme i gang sådan for alvor, og starten var lidt langtrukken, men den tog mere fart, efterhånden som fortællingen skred frem. Det endte med at blive endnu en god og velskrevet bog af Kim Langer, som endnu engang satte et kærkomment og tiltrængt fokus på en periode i Danmarkshistorien, som jeg med skam må erkende er lidt et sort hul i min historiske viden.
Ligesom tidligere anvender Kim Langer flere forskellige fortællersynsvinkler til at give et mere nuanceret blik på begivenhederne, og det virker stadig rigtig godt. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig lidt mere fokus på Kofi og hans historie, siden vi stiftede bekendtskab med ham i forrige bog, da han som dreng var en del af begivenhederne på Guldkysten.

Selvom denne bog ikke helt holdt samme tempo som bind 2, så er jeg meget stor fan af konceptet med at ”lege” og snige (historisk) viden ind i børn og unge – og alle os andre som trænger til det. Jeg tror på, at et projekt som dette kan vække interessen og nysgerrigheden hos læseren, selv har jeg efterfølgende måtte google lidt og læse mere. Det virker derfor i mine øjne rigtig godt det her med at pakke historiske personer og begivenheder ind i en eventyrlig og fantastisk fortælleramme.
Store roser for at satse på sådan et projekt, det er vigtigt, at vi ikke glemmer historien men lærer af den. Jeg ser nu frem til at læse Kongen af Kandy, som egentligt er det første bind i denne serie på foreløbigt 3 selvstændige bøger.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af forfatteren, Kim Langer.

Mine skriblerier om #2, Den afrikanske forbandelse kan læses her.

lørdag den 31. oktober 2015

Den fredløse

Den fredløse af Carina Evytt er en fantasyroman, der rummer flere andre genretræk. Den foregår i en verden, som på mange måder minder om et middelalderligt samfund krydret med enhjørninger, mens fortællingen og problemstillingerne samtidig er meget nutidige.

Når historien er eviggyldig,
bliver sted og tid ligegyldig

Sådan står der på den første side, og det er så præcist og så rammende - både på netop denne fortælling og i al almindelighed.

Den ene af vores to hovedpersoner er storbondens datter Anna, som er en naiv drømmer, der går ind for retfærdighed og frihed. Hun går sine egne veje til stor fortrydelse for familien, der må lægge øre til mangt og meget, da den uregerlige Anna ofte er samtaleemnet i det lille samfund, hvor sladderen løber hurtigt og rygterne endnu hurtigere.
Den anden hovedkarakter er Taterknægten Rham, som om muligt er en endnu større drømmer end Anna. Taterne lever som daglejere på samfundets bund, men Rham har mere end svært ved at bukke nakken og opføre sig underdanigt. Han nægter at affinde sig med sin plads i hierarkiet og får hele tiden raget uklar med både de øvrige tatere og de øvrige han omgås.

Storbonden på Sønderskov, Annas far, er flink til at give taterne arbejde på gården og behandler dem bedre end mange andre. Da Anna og Rham mødes på gården gør de to det svært for taterne og storbonden at bevare den gode relation. Selvom Anna og Rham umiddelbart ikke har meget tilfælles i kraft af deres forskellige positioner i samfundets hierarki, deler de deres drømmende og til tider naive tilgang til livet og verden, men mindst lige så afgørende, så deler de fascinationen for enhjørninger, de smukke og værdifulde skabninger, som mange er interesseret i - dog oftest for deres værdifulde horn. Sådan er det ikke for Rham og Anna, der endnu engang går deres egne veje. Det er en fortælling med virkelig mange lag og elementer, som er svære at referere og umulige at gengive på en måde som yder romanen retfærdighed.


Carina har ret i, at jeg kender historien, for jeg har været så heldig at få lov til at kigge med på sidelinjen flere gange under tilblivelsen af denne fantastisk bog, men den bliver vitterligt ved med at være fantastisk, fordi den er så velskrevet, karaktererne er så nuancerede, levende og .. ja menneskelige og den rummer så mange lag, som man kan blive ved med at dykke ned i. Den er så fin og lækker - også rent visuelt, så den skal selvfølgelig ikke bruges som dørstopper! ;-)

Det er tværtimod en historie og en fortælling, som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Jeg er vel oppe på noget der minder om 5 (gen-)læsninger nu, sådan alt i alt - dog kun en i denne smukke udgave, og jeg kan kun give den mine varmeste anbefalinger - også til de læsere, som ellers ville lade sig afskrække af både fantasygenren - og den forholdsvis heftige længde. Sproget er så flydende og fængende, at den ene side bare tager den anden, og når den sidste side er vendt, er du langt fra færdig med den her bog.

Jeg er vild med den - og bliver ved med at vende tilbage til den. I øvrigt er den lige så smuk at have stående, som den fortælling den gemmer på. Du snyder dig selv for en virkelig god oplevelse, hvis du ikke under dig selv denne smukke bog! Læs den - nu!

Bogen er tilsendt af forfatteren, Carina Evytt

fredag den 11. september 2015

Det revolutionære råd

Det revolutionære råd af Martin Winckler-Carlsen skriver sig ind i spændingsgenren med et historisk, konspiratorisk omdrejningspunkt.

I bogen følger vi den 25 årige Maja, som netop et blevet uddannet journalist, mens hun forsøger at videreføre sin oldefars livsopgave, som hun har arvet sammen med en stor sum penge.
Udover pengene indeholder arven en række informationer om skoleskibet Københavns forsvinden i 1928 - et hidtil uløst mysterium i Danmarks historien.
Majas oldefar var  udover at være ombord på København også eneste overlevende, han helligede derfor sit liv til at kaste lys over den skæbne skoleskibet led, som er blevet holdt skjult for offentligheden. Han bliver ikke færdig med sit projekt, hvorfor Maja arver den.
Maja er, som enhver journalist med respekt for sig selv, nysgerrigt anlagt, og samtidig ønsker hun at ære sin oldefar, så hun kaster sig selvfølgelig ud i efterforskningen. Hun bliver kastet ud på dybt vand så at sige, da der er kræfter både i Danmark og udlandet, som ikke ønsker, at mysteriet om skoleskibet København bliver løst.

Da Martin Winckler-Carlsen tidligere på sommeren kontaktede mig og spurgte, om jeg var interesseret i at anmelde denne bog, blev jeg straks fanget af romanens oplæg. Det danske omdrejningspunkt for fortællingen, med skoleskibet Københavns forsvinden i 1928, er forfriskende og spændende.
Langt hen ad vejen holder romanen, plottet er godt og den er velskrevet. De eneste ankepunkter, jeg egentligt har, er, at den enkelte gange bliver en anelse urealistisk, da det går lidt for nemt for vores venner i romanen. Ligesom en ekstra gang korrektur kunne have udryddet de sidste tastetumlere. Ingen af de to ting skal dog tage noget fra en rigtig god historie, som jeg i den grad levede mig ind i og nød.
Som regel drives historien frem af enten persongalleriets udvikling eller fortællingen, og i dette tilfælde er der ingen tvivl om, at det er fortællingen, mysteriet der driver historien frem og persongalleriet kommer mere i 2. række, hvilket de lidt bærer præg af ved ikke at være så dybe og nuancerede - MEN det er en god historie, så det gør ikke noget at personer spiller en mere sekundær rolle.

En klar anbefaling her fra til at læse Det revolutionære råd - en forfriskende dansk roman indenfor sin genre, der ganske klart vinder på sit troværdige bud på historiens gang. Det er svært at lade være med at tænke, hvad nu hvis ...

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget EgoLibris.


søndag den 23. august 2015

Den afrikanske forbandelse

Den afrikanske forbandelse af Kim Langer er en historisk fortælling i den fantastiske, eventyrlige genre for unge - og alle andre der bør mindes om en af de mørkere perioder i Danmarkshistorien.

I fortællingen, der foregår på Guldkysten i Afrika, følger vi 14-årige Ama, der går og venter på, at det endelig bliver hendes tur til at gennemgå ritualet og træde ind i de voksnes rækker, samtidig har hun et godt øje til Kwami, der sammen med de øvrige drenge og mænd netop var draget ud for at komme tilbage som en mand.
Intet går dog som vanligt i den lille landsby, der kort efter, de fleste drenge og mænd har forladt landsbyen, bliver overfaldet af slavekrigere. Ama, der hører skrigene og tumulten stormer tilbage fra vandhullet kun for at opdage, at hendes mor, Ese og lillesøster, Abena er blevet fanget af general Opoku og hans krigere sammen med resten af de tilbageværende i landsbyen.
Snart er Ama og resten af landsbyen på vej mod fortet Christiansborg, hvor "de blanke" venter. Det har længe været stået sløjt til for danskerne på den afrikanske guldkyst. Slavekasserne er tomme og har været det længe, handlen er gået i stå og guvernør Kipnasse forfalder mere og mere til druk, mens tjenestedrengen Kofi drømmer sig væk, men Købmandens ankomst med et tomt slaveskib, der skal lastes skaber nyt liv på fortet - og umenneskelige rædsler for Ama og hendes lille landsby.

Kim Langer har bedrevet en rigtig god, velskrevet og vedkommende roman om en periode fra ca. 1650-1800, hvor Danmark i kolonitiden var verdens 7. største slavehandlernation. Langer giver gennem de (meget!) forskellige skæbneberetninger og fortællervinkler et troværdigt og nuanceret billede af en fjern, men dog vedkommende tid. Den afrikanske forbandelse (har jeg efter endt læsning erfaret) er en del af serie på 3 (med en mere på vej) selvstændige bøger. Serien, som Den afrikanske forbandelse er en del af, markedsføres som børnebøger. Jeg vil dog ud fra denne læseoplevelse snarere kategorisere dem som ungdomsbøger, og denne bog kan uden problemer også læses af voksne. Bogen her kan både læses alene for den gode fortælling, men bestemt også for det historiske islæt, som tilsat lidt eventyrlig spænding bliver ganske god og anbefalelsesværdig.

torsdag den 31. juli 2014

Vejen til frihed

Vejen til frihed af Nelson Mandela er på mange måder en historisk skildring af begivenhederne i Sydafrika, som det er hans personlige biografi.

Med Mandelas øjne får vi en gennemgang af sydafrikansk historie startende med Mandela som dreng og fårehyrde, der bor i lerhytter i Qunu - langt ude på landet, hvor den store hvide mand (endnu) ikke har den store betydning. Mandela vokser op som søn af en høvding, og hans skæbne i xhosa-stammen lå fastlagt som rådgiver.
Mandela får i kraft af sin status mulighed for at uddanne sig – en uddannelse der fører ham væk fra Qunu, ind i den politiske verden og ad omveje til Johannesburg, hvor han starter en advokatvirksomhed op efter at have endt sin juridiske uddannelse. Mandelas tid i Johannesburg kommer til at forme ham og hans fremtidige liv, der bliver mere og mere styret af politik og hans enorme retfærdighedssans.

Vejen til frihed er på alle måder en stor bog skrevet af en stor mand. Godt 500 siders historiefortælling, der giver os et indblik i nogle af de frygtelige hændelser, der fandt sted i Sydafrika under apartheidstyret. En livsstærk og spændende fortælling af en livsklog og erfaren mand, som har oplevet bagsiden af, at være frihedskæmper, politisk engageret og indehaver af en altoverskyggende retfærdighedssans.
Samtidig er det en utrolig barsk og til tider tung bog at komme igennem. Det er en bog, der er spækket med historiske fakta, begivenheder, årstal, ledere, andre frihedskæmpere, samt afrikanske organisationer. Det er en bog, der kræver, at man holder tungen lige i munden for at følge med i alle de informationer, man indimellem kan føle sig bombarderet af. Formår man dette, får man dog et indlevende og gribende indblik i usædvanlig mands lige så udsædvanlige historie. Man skal dog ikke læse bogen for at få et indblik i de mere private og intime dele af Mandelas liv, for her holder han kortene tæt på kroppen og giver meget lidt.

Fokusset i bogen er kampen for menneskerettigheder – frihedskampen mod apartheidstyret. Vi får dog også et hudløst ærligt indblik i bagsiden af medaljen med de familie- og følelsesmæssige tab og ofringer, som kampen kostede ham.
Alt i alt er det klart en bog, der kan anbefales alle, der interesserer sig bare lidt for Sydafrikas historie, apartheidsystemet, en frihedskæmpers liv på godt og ondt og ikke mindst de livskloge ord, som han løbende videregiver.

”Mod er ikke fravær af frygt, men derimod sejren over frygten” – Nelson Mandela

tirsdag den 7. maj 2013

Jørgens Krig - Dokumentarisk roman om frihedskæmperen Jørgen Røjel

Da jeg for noget tid siden, fik tilbudt at anmelde Jørgens Krig af Erik Knoth, var jeg ikke i tvivl. Meget apropos årsdagen for Danmarks befrielse forleden omhandler denne dokumentariske roman Jørgen Røjel og hans liv som frihedskæmper og aktiv modstandsmand under 2. verdenskrig.

I romanen følger vi Jørgen Røjel fra hans tid som medicinstuderende, der var påmønstret ”Søulven” som underlæge. ”Søulven” havde til opgave at detonere de engelske miner, som blev kastet ned for at genere den tyske flåde. Det var her, at Jørgens retfærdighedssans blev sat på prøve og ideen om modstand for alvor blev vækket til live.

Gennem resten af bogen følger vi Jørgens vej ind i Holger Danske, som var en modstandsgruppe, der udgjorde en del af den danske undergrundshær. Vi følger Jørgen og hans kone Karen fra København til Randers og Århus, hvor Jørgen deltager i sabotagen af jernbanenettet ved Langå. Jørgens kamp mod besættelsesmagten fører ham og Karen tilbage til København og videre til Sverige. Derfra tilbage til Danmark, hvor Jørgen igen går ind i modstandsbevægelsen. Vi hører om hans anholdelse og internering i Frøslevlejren, og hvordan det igen lykkes ham at flygte og blive en del af modstandsbevægelsen frem til krigens afslutning og Danmarks befrielse i 1945.

Det er ganske godt skrevet dokumentarisk roman. Sproget er flydende og indimellem ganske fængende. Romanen formår at bidrage med detaljer, som i hvert fald jeg ikke kendte til og har hørt før, blandt andet om Den Danske Brigade, som var tænkt som en militærenhed, der skulle sættes ind i kampen for at befri Danmark. Derudover beskrives befrielsesdøgnet også ganske detaljeret, hvor også der kommer for mig nye oplysninger frem. Det eneste, der egentligt er, er at bogen er lidt langsom til at komme i gang, da beskrivelserne af Jørgens tid på ”Søulven” og tiden op til, at han for alvor går ind i modstandsarbejdet er en smule langtrukkent og kedeligt indimellem.

Hvis man har en interesse i 2. verdenskrig og den danske modstandskamp er denne roman et godt bud på en bog, der er værd at kaste sin opmærksomhed på, da man følger Jørgen Røjels rejse ind i modstandskampen ganske nært.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af Forlaget Hovedland

lørdag den 29. oktober 2011

Dronningen af Palmyra - De gyldne lænker

Dronningen af Palmyra – De gyldne lænker af A.B. Daniel strækker sig over perioden 259-275 e.kr. Dermed er der ikke noget tidsspring mellem bind 1 og 2, hvilket da også ses af handlingen, der fortsætter, som i bind 1.

De to sideløbende historier, som blev præsenteret i første del fortsætter. Fælles for både Aurelianus, som er den romerske, der er spået en fremtid som landets kejser, og Zenobia, der er dronning af Palmyra, og som efterhånden bliver romerrigets største trussel, er, at de, i kampen for at blive den største, mister deres nærmeste, og dem de har kær. Dette forandrer de to stærke personligheder i takt med, at der bygges op til et endeligt opgør mellem de to.

Aurelianus fuldfører skridt for skridt sin mors profeti, som blev præsenteret i første bind, mens Zenobia undervejs i bind 2 får en græsk rådsmand, der spiller Zenobia og romerriget ud mod hinanden, i takt med at han får overbevist Zenobia, om at hun skal være romerrigets første kejserinde.

De gyldne lænker, som er bind 2’s titel er velvalgt og meget rammende, for både Aurelianus og Zenobia bliver mere eller mindre viklet ind i de kejserlige og kongelige lænker, som tvinger dem ud i ting, hvor de ikke har hjertet med. Specielt Zenobia må handle i modstrid med, hvad hun har lyst til og føler er rigtigt, men det samme gælder for Aurelianus i perioder.

Samlet set må det sige at være en blandet fornøjelse at læse historien om Zenobia. En god historie med nogle gode sproglige billeder, samt et godt og dybt persongalleri. Læseoplevelsen bliver desværre skæmmet af at blive trukket i langdrag med for mange og lange beskrivelser, og en manglende korrekturlæsning, som jeg sjældent har set i sådan grad på bøger, der rent faktisk er blevet udgivet. Det har i den grad skæmmet min læsning, fordi jeg har haft svært ved at abstrahere fra dem. Nogen egentlig anbefaling kan jeg ikke give denne serie på to bind – medmindre man er i besiddelse af en god portion tålmodighed og formår at se bort fra de mange stavefejl ;-)

lørdag den 27. august 2011

Dronningen af Palmyra - Gudernes dans

Dronningen af Palmyra – Gudernes dans af A.B. Daniel er det første af to bind. Historien udspiller sig i årene 240-258 e.Kr. Romanen udspiller sig over to sideløbende historier.

Den ene er historien om Zenobia, som vi følger fra hendes fødsel, gennem hendes opvækst og til hun ender med at blive gift med kongen af Palmyra, den Store Odænathus.

Zenobias opvækst byder på indtil flere mysterier og overraskende vendinger. Zenobia bliver kvinden, der rokker ved nogle helt grundlæggende holdninger i forholdet mellem mænd og kvinder, som var præget af en skarp opdeling på den tid.

Den anden historie handler om det romerske riges krige og sejre i perioden, men den handler også om den unge romer Aurelianus’ vej op gennem hierarkiet. Han er lidt af en folkehelt pga. hans utallige sejre, der har skænket hans liv til at kæmpe for det romerske riges overlevelse. Samtidig er han godt i gang med at opfylde hans mors profeti, som hævder at han vil ende som romersk kejser. Aurelianus afviser dog moderens vrøvl i hans ydmyghed alt imens flere og flere dele af moderens profeti bliver til virkelighed.

Zenobia, der betyder Guds gave, blev født under voldsom påstyr. I det øjeblik hun kom til verden, styrtede en stjerne ned ude i ørkenen i den lejr, hvor Zenobia blev født. Der hvor stjernen var landet dannedes der et krater, hvor vandet begyndte at pible op fra jorden, og som med tiden udviklede sig til en stor og frodig oase. Zenobia blev altså set som en gave fra Gud, som havde sendt hende for at skabe oasen, som hendes far senere blev en stor og rig handelsmand af. Zenobia, der hævdes at være styret direkte af Guden Baalshamin, kommer til omgærde stor mystik og flere mirakler gennem hendes opvækst.

Dronningen af Palmyra I er ikke den helt store læseoplevelse for mig. Historien virker relativt tro mod, hvad der kunne have været virkelighed. Det tæller også til bogens fordel, at man hele tiden bliver godt orienteret, om hvor man befinder sig geografisk. Bogen starter med et kort over det romerske rige, perserriget og det vi i dag kender som Europa. Derudover starter hvert kapitel med en stedbetegnelse og et lille kort over, hvor vi befinder os. Derudover er der bagerst i bogen en ordforklaring, hvor vi får forklaret ord og en kort præsentation af enkelte personer.

På negativsiden kan nævnes, at jeg flere gange stødte på stavefejl/slåfejl, hvilket skæmmer læseoplevelsen og irriterer mig i en sådan grad, at jeg har svært ved at koncentrere mig om selve historien (Måske er det bare mig, der er lidt tosset med sådan noget ;-))

Alt i alt en jævn læseoplevelse. Bestemt ikke det bedste jeg har læst. Jeg vil straks kaste mig over bind II for at se om den kan levere en større læseoplevelse med færre stavefejl – jeg krydser fingre.

mandag den 22. august 2011

Zanzan

En smuk forside der holder, hvad den lover
Zanzan af Karri Olsdatter er en eventyrlig spændende roman, som rummer alt lige fra enhjørninger, en drømmende datter af storbonden på Søndergård med hang til retfærdighed, samt rebelske tatere og ikke mindst kærlighed og et samfund med klasseskel så store og ubrydelige, som vi kender dem fra vores egen verden for århundreder siden.

Zanzan er en herlig blanding af noget historisk, nutidigt, magisk og fantastisk. Den er svær at genrebestemme, men hvad gør det, når man får en bog med masser af drama, intriger, eventyr og masser af dybde bag ordene. Det er bare komme i gang med at læse den og skrælle lagene af den for at få den fulde oplevelse med.

Vi følger storbondens datter, Anna fra Sønderskovsopvækst. Anna er en drømmer, der befinder sig bedst i sit eget selskab. Hun går ind for retfærdighed og frihed. Anna går sine egne veje til stor fortrydelse for hendes familie, men måske især hendes mor.

Derudover får vi også et indgående kendskab til taterknægten Rham, der er en rebelsk gut, som har mere end svært ved at affinde sig med, at han skal være mindre værd blot fordi han er født som tater.
Taterne arbejder som daglejere for storbonden på Søndergård, som også er stedet hvor Rham og Anna møder hinanden.

Det bliver et møde, der bliver skæbnesvangert for dem begge.

Den eventyrlige fortælling rummer også mødet med Zanzan, der er en egenrådig enhjørning. Anna sætter sig for at redde Zanzan, da føllet lades alene tilbage, da dens mor må lade livet pga. sit værdifulde horn.
Zanzan er en yderst velvalgt titel til denne eventyrlige bog. Når bogen læses opdager man denne dobbeltbetydning som Zanzan har, hvilket blot giver endnu en dimension en god fortælling, som også rummer nogle dybdegående og meget levende personkarakteristikker.

Den spændende roman lever til fulde op til de (vist ret store) forventninger, jeg havde fået bygget op til denne debutroman gennem mit kendskab og møde med Zanzans ”mor” på Fyldepennen. Den kan klart anbefales til andre, der nyder en dyb, spændende og fængende fortælling med et touch af flere genrer.