onsdag den 22. november 2017

Krigens smerte

For efterhånden et stykke tid siden udkom Tanja Lønberg Rasmussen med sin fjerde og sidste bog i spændingsserien om Sarah, Jannik og Jacob.

Det har været en spændende rejse med flere plottwist end jeg kan huske og tælle, som Tanja har taget os med ud på gennem disse bøger.
Hvor det i bog 3 hovedsageligt var Jacob, der var helt ude i tovene, er det i denne bog Jannik, der kæmper med og mod sorgen og alkoholen samtidig med, at han stædigt søger sandheden.

Jacob, der blev udsendt igen mod alle odds, kæmper på nogle helt andre fronter, da han er blevet taget til fange af en terrorcelle. Han kan derfor ikke være der for Jannik, da han har allermest brug for det - og netop det faktum plager ham mere end som så.

I Janniks søgning på sandheden finder han også oplysninger om Jacobs udsendelse, der endnu engang vender op og ned på alt det, som både Jannik og Jacob, men også os læsere, tror, at vi ved og har fundet ud af.

Tanja har gang på gang vendt historien på hovedet, når vi som læsere troede, at vi havde regnet den ud, og det formår hun også til dels at gøre denne gang. Generelt synes jeg, at hun holder både niveauet og tempoet ganske udmærket - også i denne fjerde og sidste bog. Det har været en fornøjelse at følge Tanja Lønberg Rasmussens udvikling, som forfatter gennem denne serie, der kun er gået én vej.
Jeg har tidligere været kritisk overfor både karakterer og sproget i Tanjas tidligere bøger i serien, og jeg kunne trække nogle af tingene frem igen, men generelt ser jeg en positiv fremgang gennem hele serien, så her vil jeg i stedet fokusere på, at det helt generelt er en rigtig god bogserie, som tager fat i nogle tunge problemstillinger og behandler dem rigtig flot. Tanjas idé med serien er rigtig god, og hun når langt hen ad vejen i mål med sin serie - jovist den kunne stå skarpere på nogle punkter, men ideen, plottet og historiens drejning og udvikling er rigtig, rigtig god.

Personligt foretrækker jeg bind 2 og 3 i serien, men generelt er det en rigtig god serie, der fortjener at blive læst.

Jeg vil glæde mig til at læse flere bøger fra Tanja Lønberg Rasmussens hånd.

Læs om de andre bøger i serien her
# 1 Sarahs skytsengel
# 2 En ny mission
# 3 Freylands hemmelighed

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af Tanja Lønberg Rasmussen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg ville blive så glad for en lille kommentar fra dig ;-)