Helgas dagbog

For efterhånden længe siden læste jeg Helgas Dagbog af Helga Weiss – en af de absolut bedste

skildringer af tiden under Holocaust, jeg har læst, og jeg har efterhånden læst en del.

Tjekkiske Helga Weiss er kun 12 år, da hun og hendes familie bliver deporteret i 1941. Helgas dagbogsoptegnelser skildrer, hvordan livet for jøderne ændrer sig i tiden op til deportationerne starter. Hun fortæller om de gule stjerner, de pludselig skal bære på tøjet, hvordan de ikke længere må gå i skole, og i stedet bliver undervist privat – indtil også det bliver forbudt.
Helga og hendes forældre bliver først deporteret til Theresienstadt, hvor faderen bliver adskilt fra Helga og hendes mor. De ser ham kun en gang imellem, men de formår at have lidt sporadisk kontakt. Bl.a. får Helga smuglet en tegning over til faderen, som sender en besked tilbage til Helga, hvor der står, at hun skal tegne det hun ser. Helga gør alt, hvad hun kan for at blive sammen med moderen, hendes største frygt – større end døden er, at de to skal blive adskilt også.

Senere bliver først faderen og efterfølgende Helga og hendes mor sendt videre til Auschwitz. Hvad der sker med faderen efter ankomsten til Auschwitz er ukendt, men Helga og moderen ser ham aldrig igen, men både Helga og hendes mor er endnu engang heldige og undslipper gaskamrene. De bliver i 1945 sendt videre til en våbenfabrik, og da Det tredje Rige er på randen af sammenbrud, bliver de sendt ud på deres måske mest frygtindgydende transport rundt i Det tredje Rige med tog, hvor mange unge kvinder og piger lykkes med at flygte. Helga bliver dog tilbage ved sin stærkt afkræftede mor, og de ender begge kort før krigens afslutning i Mauthausen.

Efter krigen vender Helga og hendes mor tilbage til lejligheden, som de må kæmpe for at få tilbage efter krigen. Helga og hendes mor bor sammen i lejligheden indtil moderen dør, da hun er i 80’erne, siden da har Helga boet alene i lejligheden, hvor hun ser det som en pligt at fortælle sin historie. Se bl.a. et yderst interessant interview fra 2013 med Helga Weiss her.

Helgas Dagbog er ikke en dagbog i traditionel forstand, men mere dagbogslignende skildringer og tilbageblik som er skrevet før, under og efter krigen. Helga fører en slags dagbog før krigen og i Theresienstadt, samtidig med at hun tegner. Inden hende og familien sættes på en transport til Auschwitz lykkes det at få smuglet dagbogsoptegnelserne og Helgas tegninger smuglet hen til en onkel, som formår at gemme og bevare Helgas ord og tegninger.

Som det fremgår af forordet i bogen er dagbogen revideret og nogle dele omskrevet efter krigen, mens andre passager først er skrevet efter krigen, da det af logiske årsager ikke altid var muligt at nedskrive oplevelserne, mens hun og familien var i koncentrationslejrene. Helgas alder taget i betragtning er det en meget moden og voksen tone og ikke mindst betragtninger, der kommer til udtryk i bogen, hvilket nok i høj grad kan tillægges redigeringen og gen-/omskrivningen af nogle passager. Det er på sin vis ærgerligt, at vi ikke får den barnlige og umiddelbare gengivelse af oplevelserne, men på den anden side giver det et mere helstøbt og sammenhængende billede, der sammen med Helgas tegninger fremstår umådeligt stærkt.

Til trods for at det i skrivende stund er længe siden jeg læste bogen (mere end et halvt år efterhånden), har jeg ikke sluppet bogen, og Helgas historie og ikke mindst fremstillingen af den står stadig tydeligt for mig. Det er absolut en stærk bog med nogle fantastiske, sigende og stærke tegninger, der underbygger den skræmmende historie. 

Helga Weiss bor i dag (87 år gammel) stadig i lejligheden i Prag, hvor hun har 2 børn og 3 børnebørn*

* "Mine minder skal ikke dø med mig",  Information 2013