En kvinde i Berlin

En kvinde i Berlin af en anonym kvinde, der kalder sig Anonyma er et tankevækkende og bemærkelsesværdig historisk værk fra en skelsættende periode i Tysklands historie. En periode, hvor ”optimister lærer sig engelsk og pessimister russisk.”

Anonymas dagbogsoptegnelser dækker en relativt kort periode på ca. to måneder fra den 20. april til den 22. juni 1945. Tiden op til Hitlers og Tysklands kapitulation og det tredje riges fald, og tiden lige efter, hvor den røde hær buldrede frem, overtog Berlin og fejrede sejren med rigelige mængder fest, alkohol og tyske kvinder.

Anonyma er på daværende tidspunkt en ung kvinde i starten af 30’erne, hun er journalistuddannet og har i sin tidligere ungdom rejst meget – bl.a. i Rusland, hvorfor hun kan en smule russisk. En evne, der får hende til at skille sig ud fra den typiske unge berliner, men som også kommer hende til nytte, da den røde hær skyller ind over Berlin med plyndringer, vold og voldtægter som følge.

Anonymas historie er fortællingen om, hvordan det var at være kvinde i Berlin, da den røde hær kom væltende ind over grænserne, det er fortællingen om overlevelse. Anonyma opdager, at hvis man bliver ”kæreste” med en højtstående russer bliver man ”tabu” for de lavere rangerende, og kan dermed ”være i fred” så længe man kan tilfredsstille sin ”kæreste”. Denne strategi slår dagbogsskriveren hurtigt ind på, og med sin russiskkundskaber har hun her en fordel i forhold til mange øvrige tyske kvinder. Til gengæld for sin krop modtager hun gaver i form af mad og sprut – og altså en hvis form for (om end yderst skrøbelig) beskyttelse mod de lystne menige russere, som ellers ikke skåner nogen. De regner de tyske kvinder, unge, ældre og gamle som en del af krigsbyttet på lige linje med armbåndsure og andre værdier.

At forfatteren til denne dagbog kan en smule russisk er blot med til at give et mere nuanceret billede af den røde hær, som ellers kan virke som ensidige barbarer, da hun lykkes med at komme ind under huden på et par af hendes ”kærester” og dermed får vi også små glimt af deres historie.

Alt i alt er det en velskrevet dagbog, som rummer mange interessante og bemærkelsesværdige observationer fra en tid, hvor sult, elendighed, vold og voldtægter dominerer Berlin. Anonyma giver samtidig stemme til et ”glemt” segment af 2. verdenskrigs ofre – de tyske, og hun gør det med en veludviklet sans for observationer, humor og selvironi og en evne til at formidle sine oplevelser.

”Mærkværdig tid. Man oplever historie på første hånd, ting, der senere vil blive sunget og berettet om. Men tæt på opløser de sig i byrder og bekymringer. Historie er meget ubehagelig.”

På et tidspunkt finder hun en bog i en tom taglejlighed, hvor hun læser om et engelsk adelsmiljø og falder over følgende passage: ”… kastede et flygtigt blik på sit urørte måltid, rejste sig og gik…” Jeg var allerede nået ti sætninger længere frem, da jeg som ved magnetisk tiltrækningskraft vendte tilbage til ovennævnte sætning. Jeg læste den nok et dusin gange og tog mig selv i at kradse i bogstaverne med neglene, som om jeg kunne kradse det urørte måltid (…) ud af murstensromanen. Det er jo det rene vanvid.”

Da bogen første gang udkom i 1954 på det amerikanske marked og ikke mindst da den i 1959 udkom på tysk udløste den et ramaskrig af den anden verden. Anonyma blev beskyldt for at krænke de tyske kvinders ære ved så åbenlyst at skrive og fortælle om massevoldtægterne, og hvordan de tyske kvinder forsøgte at overleve i dem. Forfatteren forbød flere oplag før efter hendes død, og således er bogen først blevet genoptrykt i Tyskland i 2003. i 1959 var tyskerne simpelthen ikke klar til at høre og se hendes historie i øjnene. Man forsøgte stadig at glemme og fortrænge …

Der er også ad flere omgange sået tvivl om bogens status som historisk værk og ægthed, da forfatteren har værnet om sin anonymitet på trods af mange gisninger, men som mange er kommet frem til (og som jeg i øvrigt er enig i), så er det svært at forestille sig, at man kan opfinde de beskrivelser og observationer, som denne bog rummer, hvis man ikke selv har været til stede i Berlin i de skelsættende måneder og har oplevet den røde hærs hærgen og massevoldtægterne, som blev en del af den tyske fælles bevidsthed, hvor det anslås at op mod 2. mio. tyske kvinder i alle aldre blev voldtaget.

Hvidsten Gruppen

Der kan vel egentligt næppe findes et mere passende tidspunkt end netop i dag at læse og anmelde denne bog.

Hvidsten Gruppen af Axel Holm er en journalistisk beretning og gennemgang af Hvidsten Gruppens historie og medlemmer, som første gang udkom i november 1945, kun et lille halvt år efter krigens afslutning.
Denne udgave er en genudgivelse fra 2012 på forlaget Lindhardt og Ringhof indeholder, foruden Axelholms originale bog, helt nyt materiale i form af Pie Frandsens erindringer. Pie Frandsen var også en del af modstandsbevægelsen og nåede at være fængslet i både Danmark og Tyskland.

Jeg valgte at købe denne bog primært pga. Axel Holms autentiske beretning om Hvidsten Gruppen. Jeg kender historien og har læst og set meget, men Axel Holms fortælling skiller sig ud fra de andre, jeg har læst, ved at den er skrevet umiddelbart efter krigen, og jeg var spændt på at se skildringen af modstanden så kort efter begivenhederne fandt sted, og de afsluttende ord i den originale bog fra 1945 opsummerer egentligt stemningen og tonen meget godt.

"Naar vi ender Menneskene i Hvidsten-Gruppen, saa ved vi, at de var Elskere af Liv, men de viste os, at der er noget, som er mere værd. De lærte os, at det er tomt bare at være skeptisk Iagtager, de lærte os at være handlekraftigere, modigere og danskere. De lærte os, at Bønder, Arbejdere, Akademikere og Officerer kan være fuldtro Kammerater, fordi Menneskeværd aldrig beror paa noget i det Ydre. 

Vi vil takke dem. Der er Ord, man gerne vilde bruge, men for Tiden næsten ikke tør nævne i Danmark. Maaske an man hviske dem ind mod sit eget Hjerte: I skal ikke blive glemt."

Axel Holms originale bog er desuden forsynet med Hvidsten Gruppens afskedsbreve, billeder og illustrationer af Asger Muchitsch. Alt i alt noget der bidrager til en fascinerende og stærk oplevelse. 

Hvis man er interesseret i dette emne er denne bog - og især Axel Holms originale bog en læseoplevelse, som man ikke må snyde sig selv for. Heller ikke selvom de fleste danskere vel efterhånden kender historien om Hvidsten Gruppen, og det måske lige kræver et par sider at komme ind i og læse det danske sprog anno 1945. 

Mit liv med muskelsvind

Mit liv med muskelsvind af Stephanie Fjeldsø Fischer er en kombination af en biografi, erindringsnedslag og hverdagsglimt.

Stephanie er født med sygdommen muskelsvind og i denne bog tager hun fat i nogle af de fordomme, erfaringer og udfordringer, der følger i kølvandet på sygdommen.
Bl.a. tager hun fat i og prikker til de fordomme, vi har, når vi møder mennesker der er anderledes end os selv, f.eks. når man, som hun selv gør, sidder i en kørestol.
Vi får et indblik i en viljestærk ung kvinde, der nægter at lade sig kue, hverken af sin sygdom og de begrænsninger den medfører, eller af de fordomme og udfordringer som andre mennesker møder hende med.
Vi serveret en lang række eksempler - både gode og dårlige på sine møder med andre mennesker, men også systemet om kampene og sejrene. Samtidig får vi et indblik i Stephanies syn på verden og hendes meninger om en række forskellige ting.

Bogen er et mix af forskellige elementer, den har biografiske træk, der er erindringsnedslag fra Stephanies barndom og der er små nutidige hverdagsglimt. Sproget er meget nede på jorden og lige ud af landevejen, nærmest i dagbogs- eller blogstil.

Jeg har enormt stor respekt for Stephanies gejst og vilje, og ikke mindst budskaberne i hendes bog, for vi har i den grad brug for at få rusket op i fordommene og vores syn på andre mennesker, som skiller sig ud. Det er en vigtig debat, og det er nogle virkelig vigtige pointer, som Stephanie kommer med i denne bog, men det er ikke noget stort litterært værk. Sproget bliver indimellem lidt kedeligt og banalt, og det er synd for så drukner de gode pointer lidt.

Jeg kunne godt have ønsket mig en skarpere redigering, så de vigtige og gode budskaber og pointer stod endnu skarpere, en lidt mere stringent fortælling, igen så de væsentligste pointer ikke bliver væk i de lidt mindre væsentlige. Måske kunne det også have givet noget mere til bogen, hvis der indimellem blev zoomet lidt ud og kigget på det hele lidt mere udefra og i et større perspektiv.

Jeg håber, at Stephanie bliver ved med at skrive, dels fordi det helt tydeligt er en stor passion, men også fordi hun helt sikkert har noget på hjerte. Med lidt mere øvelse og en lidt skarpere redigering, er jeg ikke i tvivl om, at hun kan give os alle sammen en tiltrængt mavepuster, der rusker op i fordommene og tvinger os til at tænke over, hvordan vi møder andre mennesker.

Stephanie Fjeldsø Fischer har sendt mig bogen som anmeldereksemplar.

Hej Far, Kære Emil - Tanker fra en halv jordomsejling

Hej Far, Kære Emil af Mikkel Beha Erichsen og sønnen Emil Midé Erichsen er en samtalebog, hvor far og søn på den anden side af jorden på en lille stille ø sætter sig ned og får talt en halv jordomsejling igennem.

Mikkel Behas to sønner, Emil og Theis lånte i 2013 familiens sejlskib, Havanna og tog sammen med en flok venner ud på en længere sejltur – en jordomsejling. Mange danskere har fulgt de to drenges tur i programmerne Kurs mod fjerne kyster, og som sådan er der ikke så meget nyt i bogen, hvis man set programmerne. De bliver dog behandlet dybere og foldet mere ud, især får man et mere dybdegående indblik i livet ombord, og de tanker, følelser og overvejelser der følger med, når man forlader alt det trygge og velkendte for at drage ud på eventyr. Når man som Emil er skipper følger der en masse ansvar med – i sidste ende er det hans ansvar at få alle sikkert i land igen – et tungt ansvar i en alder af 23, som Emil var, da de tog afsted. Lillebror Theis, som er 1. styrmand og familiens alt-mulig-mand der nyder at skrue på ting, var 20 år, da de tog afsted for 2,5 år siden.

Mikkel og Emil kommer langt omkring i deres snakke. Dels får de snakket om, hvordan det var, da beslutningen om at tage afsted blev en realitet. Forberedelserne og alle overvejelserne omkring at tage afsted i stedet for at blive hjemme ved venner og familie og starte på en uddannelse. De får snakket om det kæmpe ansvar som Emil har taget ved at tage sin lillebror og en flok venner med på en jordomsejling, og om hvordan man kan være stresset, selvom man sejler rundt i paradis med det tegnefilms-blå hav og palmeøerne. Hvordan man kan finde ro i at være langt væk, have et kæmpe ansvar, samtidig med at hjemveen indimellem stikker næsen frem og tankerne om fremtiden melder sig. Hvordan alle finder deres plads ombord på Havanna og tilpasser sig livet til søs, men også om at finde sig selv og finde sin plads i livet. Hvordan man vokser med opgaven og ansvaret, hvordan man bliver mere bevidst om sig selv og de andre.

Bogen består af mails mellem Emil og Mikkel og Marian, dagbogsoptegnelelser, en masse virkelig skønne, fantastisk og fascinerende billeder – og så en uges samtaler på en lille palmeø på den anden side af jorden.

Det er en skøn og hyggelig bog om at rejse, leve, ansvar, og om at forlade det trygge velkendte for at tage på eventyr, men også om at være menneske og familie. Der er mange rammende udtalelser og overvejelser, som indimellem sætter tanker og overvejelser i gang, mens man læser, men også en hel del (familie-)anekdoter og røverhistorier.
Man kan læse bogen fra ende til anden, men det er også en bog som man kan have liggende og bladre lidt i indimellem, mens man nyder de skønne billeder og måske læser lidt i hist og her.

Det er en af den slags bøger, som jeg aldrig tror jeg bliver færdig med at læse og bladre i, og jeg kan kun håbe, at der også kommer en 2’er om den anden halvdel af drengenes jordomsejling.

Vejen til frihed

Vejen til frihed af Nelson Mandela er på mange måder en historisk skildring af begivenhederne i Sydafrika, som det er hans personlige biografi.

Med Mandelas øjne får vi en gennemgang af sydafrikansk historie startende med Mandela som dreng og fårehyrde, der bor i lerhytter i Qunu - langt ude på landet, hvor den store hvide mand (endnu) ikke har den store betydning. Mandela vokser op som søn af en høvding, og hans skæbne i xhosa-stammen lå fastlagt som rådgiver.
Mandela får i kraft af sin status mulighed for at uddanne sig – en uddannelse der fører ham væk fra Qunu, ind i den politiske verden og ad omveje til Johannesburg, hvor han starter en advokatvirksomhed op efter at have endt sin juridiske uddannelse. Mandelas tid i Johannesburg kommer til at forme ham og hans fremtidige liv, der bliver mere og mere styret af politik og hans enorme retfærdighedssans.

Vejen til frihed er på alle måder en stor bog skrevet af en stor mand. Godt 500 siders historiefortælling, der giver os et indblik i nogle af de frygtelige hændelser, der fandt sted i Sydafrika under apartheidstyret. En livsstærk og spændende fortælling af en livsklog og erfaren mand, som har oplevet bagsiden af, at være frihedskæmper, politisk engageret og indehaver af en altoverskyggende retfærdighedssans.
Samtidig er det en utrolig barsk og til tider tung bog at komme igennem. Det er en bog, der er spækket med historiske fakta, begivenheder, årstal, ledere, andre frihedskæmpere, samt afrikanske organisationer. Det er en bog, der kræver, at man holder tungen lige i munden for at følge med i alle de informationer, man indimellem kan føle sig bombarderet af. Formår man dette, får man dog et indlevende og gribende indblik i usædvanlig mands lige så udsædvanlige historie. Man skal dog ikke læse bogen for at få et indblik i de mere private og intime dele af Mandelas liv, for her holder han kortene tæt på kroppen og giver meget lidt.

Fokusset i bogen er kampen for menneskerettigheder – frihedskampen mod apartheidstyret. Vi får dog også et hudløst ærligt indblik i bagsiden af medaljen med de familie- og følelsesmæssige tab og ofringer, som kampen kostede ham.
Alt i alt er det klart en bog, der kan anbefales alle, der interesserer sig bare lidt for Sydafrikas historie, apartheidsystemet, en frihedskæmpers liv på godt og ondt og ikke mindst de livskloge ord, som han løbende videregiver.

”Mod er ikke fravær af frygt, men derimod sejren over frygten” – Nelson Mandela

Under en ond stjerne

Under en ond stjerne af Heda Margolius Kovály er fortælling om en barsk skæbne og livet i Prag i Tjekkoslovakiet i perioden 1941-1968.

Fortællingen er Heda Koválys erindringer om et liv, der med hendes egne ord har været domineret af tre kræfter, hvor; ”To af dem knuste den halve verden. Den tredje var meget lille og svag, ja faktisk usynlig.” De tre krafter, der i den grad satte sit præg på Hedas liv var Hitler, Stalin og en lille fugl i Hedas mave og bryst. ”Den lille fugl, den tredje kraft, holdt mig i live, så jeg kunne fortælle denne historie.”

Heda var født ind i en familie af velstående jøder, men hendes verden blev vendt fuldstændig på hovedet i 1941, da hun og hendes familie blev sendt til den jødiske ghetto Lodz og senere videre til Auschwitz, hvor hendes forældre omkom i gaskamrene. Det lykkes dog for Heda at flygte på vej til Bergen-Belsen – det der skulle have været den endelige endestation for den unge jøde. Efter krigen blev Heda gift med den unge Rudolf Margolius. Sammen nærmer det unge par sig kommunismen, hvor især Rudolf tager del i opbyggelsen af et nyt kommunistisk Tjekkoslovakiet. Rudolf opnår en politisk toppost i kommunistpartiet – en toppost der ender med at koste ham livet. Han bliver sammen med 10 andre fængslet og senere henrettet for landsforræderi i en skueproces, som vi i dag kender under Slansky-processen.

Heda Margolius Koválys erindringer vidner om en barsk tid i Europas historie. På samme tid som det er en barsk fortælling om et liv præget af den ene katastrofe efter den anden, den ene umenneskelige kamp efter den anden, så er det også en fortælling om, hvordan et land kan gå fra at være underlagt et totalitært styre til nærmest selv at starte et nyt og ligeså grufuldt totalitært styre. Fortællingen om hvordan de totalitære stater lever af folkets svaghed og blindhed. Befolkningen i Prag og Tjekkoslovakiet nægtede at se realiteterne i øjnene, da det nye kommunistiske styre vandt frem. En naiv og godtroende stemning dominerede befolkningen, og ganske få mennesker satte spørgsmålstegn ved de ting man så.

Heda fortæller sin historie hudløst ærligt og i et til tider næsten poetisk sprog. Det er en stærk fortælling af en ualmindeligt stærk kvinde, som man kun være imponeret over. Lige da jeg havde vendt den sidste side, var jeg ikke voldsomt imponeret, men jeg har alligevel ikke kunnet slippe bogen. Det er 14 dage siden jeg læste den færdig, og i takt med at den har fået lov at synke ind, synes jeg bedre og bedre om den. Den kan klart anbefales at læse, og den er da også af flere andre blevet kaldet en ny-klassiker. Den er meget anderledes end andre bøger, jeg har læst i denne genre. 2. Verdenskrig og hendes tid i arbejdslejrene og flugten fylder kun en relativt beskeden del af hendes fortælling, mindre en jeg havde forventet på forhånd. Størstedelen af fortællingen foregår i årene efter krigen, hvor de alle sammen går fra nærmest euforisk stemning til en ny sort, sort periode med kommunismen.

Det er som sagt en stærk fortælling som klart anbefales. Heda var et imponerende menneske, og hendes historie er værd at huske.

Heda Margolius Kovály - Billedet stammer fra hendes bog.

Heda Margolius Kovály lykkedes med at flygte til USA i 1968 sammen med Ivan (den søn hun fik med Rudolf Margolius) og hendes nye mand Pavel Kovály. I 1996 vendte hun tilbage til Prag, hvor hun levede indtil 2010, hvor hendes 91 år lange liv endte. 

En søndag ved svømmebassinet i Kigali

En søndag ved svømmebassinet i Kigali er den canadiske forfatters Gil Courtemanches debutroman. Det er en lige dele fiktiv og semi-selvbiografisk fortælling.

Romanen foregår på bakkerne, der udgør Kigali - Rwandas hovedstad i tiden op til folkemordet i 1994. Vi følger Bernard Valcourt, som er en udstationeret canadisk journalist, som er ansat for at starte en tv-station. Reelt bruger han dog størstedelen af sin tid på at hænge ud ved svømmebassinet, som er blevet samlingssted for udlændinge der er udstationeret, politikere, diplomater og andre indflydelsesrige personer. Valcourt får tiden til at gå med at observere og skrive om personerne og deres handlinger omkring svømmebassinet. Det er også her, hvor han møder den smukke unge hutu-kvinde, Gentille, som desværre har en tutsis udseende. Mens kærligheden blomstrer mellem Valcourt og Gentille, så eksploderer drabene, voldtægterne og lemlæstelserne i byen og landet omkring dem. Hutuerne begynder udrensningen af tutsi-mindretallet.

Det er på mange måder en barsk bog, men også smuk, selvom kærlighedshistorien mellem Valcourt og Gentille bliver en aanelse overdrevet og langtrukken. Den står i skarp kontrast til den sideløbende historie om det forestående folkemord i landet, som i forvejen er plaget af AIDS og hungersnød. Rædslerne bliver beskrevet med en detaljerigdom, der ikke overlader meget til fantasien. Sproget er fint og flydende, der overordnet set giver romanen et godt flow. De relativt mange referencer til P. Eluard, hvis bog kommer til at spille en gennemgående rolle i fortællingen, fungerer også fint. Bogen skildrer fint den vestlige verdens luksus og overflod i modsætning til den helt anden afrikanske verden, der er præget af borgerkrig, hungersnød og AIDS i vild spredning.

Alt i alt er det en ganske god bog. Jeg er ikke helt oppe og ringe over den, for jeg synes indimellem, at den blev lidt langtrukken - specielt i passagerne om Gentille og Valcourts kærlighedshistorie, som også indimellem virkede en anelse overdrevet. Men det er en vigtig bog, og et vigtigt budskab den tager op. Courtemanche formår at gøre døde i statistikker til rigtige mennesker med en historie. Et afbrudt liv, håb og drømme, der aldrig fik chancen for at blive ført ud i livet.
Derudover må jeg med skam erkende, at jeg ikke har den store viden om folkemordet i Rwanda, og det er egentligt lidt skræmmende. En holocaust som foregik i den moderne verden for 20 år siden, og så er den allerede "glemt". Ca. 800.000 tutsier blev på grusomste vis fjernet fra denne verden, mens den vestlige verden så til fra sidelinjen og hyggede sig ved det fine hotels svømmebassin midt i et Helvede på jord.

Claras Krig

Claras krig af Clara Kramer er en gribende og meget oplysende fortælling, om hvordan det var at være polsk jøde og kapitalist under 2. verdenskrig.

Fortællingen er en genskabelse af Claras ungdomsår, hvor de polske jøder kom i klemme mellem nazisterne, der ønskede jøderne udryddet, og de russiske kommunister, der forsøgte at rydde kapitalisterne af vejen. Clara boede med sin familie i Zolkiew i det sydøstlige Polen. Da nazisterne besatte området og beordrede, at alle byens jøder skulle bo i en ghetto, søgte Clara og hendes familie desperat efter en mulighed for at skjule sig udenfor ghettoen, da de havde hørt rygter om deporteringerne, Auswitch og andre koncentrationslejre.

Flere gange var de ved at opgive håbet om at finde nogen, der ville risikere alt for at skjule dem, men Claras lillesøster Mania, tryglede og tiggede pigernes far om at blive ved med at lede. Hun ville livet, hun ville ikke opgive retten til livet. Til sidst lykkedes det at finde en familie, som var villig til at skjule familien - familien Beck. Det var hjælp fra en meget uventet kant, da Valentin Beck havde et fasttømret ry for at være en drukkenbolt og en stærkt antisemitisk folketysker, der elskede kvinder.

Clara og hendes familie flyttede altså ind hos familien Beck i en trang kælder sammen med familien Melman, som havde eget huset, inden det blev beslaglagt og overdraget til Beck. Yderligere en familie flyttede ind i kælderen. De boede altså 18 mennesker i den lille trange og fugtige kælder under antisemitten Becks beskyttelse.

18 måneder kom familierne til at tilbringe i kælderen. 18 måneder som var præget af fugt, sult og umenneskelige dilemmaer. Nazisterne havde sin næsten daglige gang i huset, hvor Beck skjulte de 18 jøder. Det var da også flere gange ved at gå galt, men de 17 jøder der overlevede opholdet i kælderen blev en del af de 50 jøder fra Zolkiew, der overlevede krigen. 50 jøder var tilbage ud af de 5000, der havde været før krigens start.

Bogen er en rekonstruering af forløbet, der er blevet genskabt på baggrund af Claras erindringer og den dagbog, som hun førte gennem hele perioden i kælderen. Bogen giver et ganske godt indblik i, hvilke vilkår familien og dens nærmeste levede under, og ikke mindst hvilke umenneskelige dilemmaer familien blev sat i. Det er en bog, hvor der er noget for alle sanser, den er skrevet på en måde, så man kan se kælderen for sig, høre lydene, mærke frygten hænge tyk i luften, og lugte den klamme, kvælende luft, der må have været. Der er kælet for detaljerne, og sproget er let og flydende (jeg faldt vist kun over en enkelt stavefejl), og ikke mindst indeholder bogen nogle fantastiske personskildringer. De er meget nuancerede, og man føler virkelig, at man kommer til at kende personerne, som var tilstede i kælderen.

Clara Kramer er 84 år og bor idag i USA.

Hendes dagbog befinder sig i dag på museet for Holocaust i Washington.

Sidst en artikel fra Information fra 2010 om Claras liv og bogen
http://www.information.dk/222543

Den 5. soldat – Den sande historie om Bravo-to-nul

Erindringer fra den første Golfkrig i Irak. Bogen er en erindring af Mike Coburn fra hans tid i NZSAS (New Zealands Special Air Service) og 22. SAS, som er en britisk special styrke. Coburn blev et af de otte medlemmer af en af SAS-patrulje, der blev sat ind umiddelbart efter den første Golfkrigs start mod Irak, dybt inde bag fjendens linjer, hvor deres opgave var at opspore SCUD-missiler og rapportere det tilbage til luftvåbenet.

Det bliver imidlertid en mission, hvor alt går galt. Gennem Coburns fortælling får vi et indblik i missionen, og det bliver tydeligere og tydeligere, at det er en mission, der er dømt til at mislykkes, og at styrken svigtes på det groveste af deres udstyr, omgivelser og ledelse.

Bogen skildrer hele missionens forløb udmærket – lige fra forberedelserne over indsættelsen til tidspunktet, hvor de bliver opdaget og må flygte alt hvad remmer og tøj kan holde. Coburn, der bliver taget til fange af de irakiske styrker, giver et gribende indblik i irakernes forhørsmetoder, og det pres som krigsfanger blev (og bliver?) udsat for. Samtidig får vi også et godt indblik i de tanker og følelser, der strømmer gennem Coburn gennem hans tid som krigsfange, og i de øjeblikke hvor det går op for ham, at befrielsen og hans frihed igen er en realitet.

Alt i alt en ganske god beretning, der giver et indblik i, hvad der kræves for at blive elitesoldat i NZ og England, samt hvordan det er at være udsendt som en del af en specialstyrke i en krig om liv og død. En bog som har en del fællestræk med den danske "Jæger – i krig med eliten" af Thomas Rathsack. Hvis man er til den type bøger som "Jæger - I krig med eliten", ellers hvis man bare vil have et indblik i, hvad det vil sige at være en del af en militær specialenhed, vil jeg klart anbefale denne bog også.