Viser opslag med etiketten Fiktion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fiktion. Vis alle opslag

fredag den 3. juni 2016

Land i datid

Land i datid af Jesper Bugge Kold er en historisk roman, der tager udgangspunkt i det kold krigsramte Østtyskland, men det er også en dannelsesroman, hvor den 30 årige danske Andreas kæmper med at finde sig selv, og hvad han vil med sit liv.

Andreas modtager et brev, der fortæller ham, at hans biologiske og tyske far er blevet dræbt, og Andreas har arvet faderens lejlighed i Berlin. Andreas rejser til Berlin for at se på lejligheden og stå for bisættelsen af den tyske far, som han aldrig har mødt og kendt. Han har dog behov for at lære sin afdøde far at kende.
Faderen har en søster og niece, Veronika og Beatrice, i Berlin, som Andreas mødes med. Tante Veronika er dog ikke meget for at snakke om sin bror og Andreas’ far. Andreas og Bea indleder derfor en jagt på at kortlægge Peters historie og liv ud fra de brudstykker, som Bea kan huske. Bea kan bl.a. fortælle, at Peter har arbejdet for STASI, en oplysning som Andreas har mere end svært ved at forlige sig med, og han er tæt på at opgive det hele. Det fantasibillede, Andreas har haft af sin far som barn, er komplet uforeneligt med oplysningen om, at hans far har været STASI-mand og dermed pr. definition er et ondt og slet menneske i Andreas’ øjne.
Andreas’ nysgerrighed vinder dog til sidst, og han og Bea fortsætter jagten på Peters historie, og efterhånden som det lykkes dem at få gravet flere og flere oplysninger frem, vælter skeletterne ud af skabet, og pludselig er ikke bare Andreas’ liv forandret, men også Veronikas og Beas.

Jesper Bugge Kold fortæller historien gennem skiftende synsvinkler. Andreas’ spor udfolder hans og Beas jagt på sandheden i nutiden (2006-2007), samtidig med vi her følger Andreas’ jagt på sig selv og hele hans forvirrede dannelsesproces.
Gennem Peter (Andreas’ tyske far) får vi et velresearchet, troværdigt og unikt indblik i livet i DDR under den kolde krig. Peters fortællerspor udfolder ligeledes hans historie i realtid i Østtyskland fra han bliver politisk aktiv i det kommunistiske parti op gennem 70’erne, 80’erne og til Murens fald og kommunismens endeligt.
Det tredje fortællerspor er Stefans, og hans historie er flettet ind i Peters, og de to spiller en afgørende rolle i hinandens liv.
De tre fortællerspor med to fra fortiden og Andreas’ nutidige er med til at give historien en levende og fængende dimension. Når først lige man kommer ind i flowet med de skiftende synsvinkler, der skifter ved hvert kapitel, flyder historien og sproget rigtig godt. Jesper Bugge Kold formår at skrive en utrolig troværdig og fængende fortælling over en historisk tung periode med flere historiske fakta, som ellers kan få de fleste til at tabe pusten, hvis man ikke som undertegnede er lidt en historie og faktanørd.

Det hele virker meget gennemresearchet, og fiktion og historisk fakta spiller rigtig godt sammen – en ellers svær disciplin, som Jesper Bugge Kold bestemt mestrer. Det er en yderst vellykket roman. Jeg har ikke tidligere læst noget lignende, der på denne måde tager fat i det farveløse og kommunistiske DDR i kold krigstiden på en så vellykket måde. Jesper Bugge Kold formår at skildre STASI-mændene på en nuanceret måde, og det står klart, at der ikke er noget i denne verden der er sort/hvid - heller ikke i tiden under den kolde krig.

Alt i alt en virkelig vellykket bog, som kan anbefales alle der er historisk interesseret, og til alle dem som ikke er, men som gerne vil have et unikt indblik i et land, der ikke længere eksisterer, og som med den virkelighed der eksisterede ligger meget langt fra det vi kender i nutidens moderne Danmark.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af Forlaget Turbine.

tirsdag den 24. november 2015

Døde mænd

Døde mænd af Mette Glargaard er en debutroman med noget så sjældent som en kvindelig seriemorder som omdrejningspunkt. Romanen befinder sig i et mix af thriller og chick-lit-genren.

En af to hovedkarakterer i denne roman er Marie – en kold og kynisk kvinde, som altid er på jagt efter en speciel slags storvildt. Hun har haft en hård opvækst med en sadistisk far og en underdanig mor. Marie har en masse forfærdelige oplevelser og en skæbnevanger beslutning: Hun beslutter sig nemlig for at slå sin far ihjel. Dette drab bliver starten på en karriere som seriemorder, hvor hun går benhårdt efter at lokke manipulerende og fysisk/psykisk voldelige mænd ind i et forhold, hvorefter hun slår dem ihjel.
Den anden hovedkarakter, Lotte er den diametrale modsætning til Marie. Hun er klodset, umiddelbar, bærer følelserne uden på tøjet og har store problemer med både selvværd og selvtillid. Hun har derfor heller ikke modet til at gå fra kæresten, som er en den slags mænd, Marie jagter. Da Lotte og Marie udvikler et venskab bliver Maries jægerinstinkt vækket …

Da forfatteren Mette Glargaard for efterhånden en del tid siden kontaktede mig og spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde hendes bog, blev jeg draget af udgangspunktet i thrillergenren og ikke mindst den kvindelige seriemorder. Desværre var det i mine øjne mere chick-lit end thriller, hvor jeg havde håbet på det modsatte.
Jeg kedede mig desværre bravt i den første halvdel af bogen og præsterede også at falde i søvn et par gange i løbet af de første 50-75 sider. Den sidste halvdel af fortællingen tog dog mere fart og blev væsentligt bedre uden dog at formå at blive mere end jævn og okay læseoplevelse. Personerne virker karikerede, flade og unuancerede og bliver derfor uinteressante og i sidste ende kedelige.

På positivsiden så er der indimellem nogle virkeligt sprogligt fine sætninger, de drukner indimellem lidt i manglende korrektur, men kan man abstrahere fra det, så er der nogle meget fine og finurlige sætninger indimellem.

Til sidst så bliver jeg simpelthen nødt til at kommentere på bogcoveret, hvilket jeg som regel kun gør, hvis det er virkelig, virkelig godt og spektakulært, eller virkelig, virkelig uheldigt. I dette tilfælde er det desværre det sidste. Det virker lidt ugebladsnovelle-agtigt og meget lidt indbydende. Coveret skal give lyst til at samle bogen op og give den en chance, hvis jeg havde set en bog med dette cover på biblioteket var jeg gået langt udenom. Ligeledes er blod der løber ned over siderne virkelig ordinært og fortærsket – igen giver det i mine øjne mere et indtryk af ugebladsnoveller.

Jeg er desværre meget lidt imponeret, og den kan ikke svinge sig op til mere end en jævn læseoplevelse, der er hurtigt læst og hurtigt glemt igen. Der er ikke meget gods i den på hverken den ene eller anden måde til trods for det spændende og anderledes oplæg.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af forfatter Mette Glargaard.

lørdag den 31. oktober 2015

Den fredløse

Den fredløse af Carina Evytt er en fantasyroman, der rummer flere andre genretræk. Den foregår i en verden, som på mange måder minder om et middelalderligt samfund krydret med enhjørninger, mens fortællingen og problemstillingerne samtidig er meget nutidige.

Når historien er eviggyldig,
bliver sted og tid ligegyldig

Sådan står der på den første side, og det er så præcist og så rammende - både på netop denne fortælling og i al almindelighed.

Den ene af vores to hovedpersoner er storbondens datter Anna, som er en naiv drømmer, der går ind for retfærdighed og frihed. Hun går sine egne veje til stor fortrydelse for familien, der må lægge øre til mangt og meget, da den uregerlige Anna ofte er samtaleemnet i det lille samfund, hvor sladderen løber hurtigt og rygterne endnu hurtigere.
Den anden hovedkarakter er Taterknægten Rham, som om muligt er en endnu større drømmer end Anna. Taterne lever som daglejere på samfundets bund, men Rham har mere end svært ved at bukke nakken og opføre sig underdanigt. Han nægter at affinde sig med sin plads i hierarkiet og får hele tiden raget uklar med både de øvrige tatere og de øvrige han omgås.

Storbonden på Sønderskov, Annas far, er flink til at give taterne arbejde på gården og behandler dem bedre end mange andre. Da Anna og Rham mødes på gården gør de to det svært for taterne og storbonden at bevare den gode relation. Selvom Anna og Rham umiddelbart ikke har meget tilfælles i kraft af deres forskellige positioner i samfundets hierarki, deler de deres drømmende og til tider naive tilgang til livet og verden, men mindst lige så afgørende, så deler de fascinationen for enhjørninger, de smukke og værdifulde skabninger, som mange er interesseret i - dog oftest for deres værdifulde horn. Sådan er det ikke for Rham og Anna, der endnu engang går deres egne veje. Det er en fortælling med virkelig mange lag og elementer, som er svære at referere og umulige at gengive på en måde som yder romanen retfærdighed.


Carina har ret i, at jeg kender historien, for jeg har været så heldig at få lov til at kigge med på sidelinjen flere gange under tilblivelsen af denne fantastisk bog, men den bliver vitterligt ved med at være fantastisk, fordi den er så velskrevet, karaktererne er så nuancerede, levende og .. ja menneskelige og den rummer så mange lag, som man kan blive ved med at dykke ned i. Den er så fin og lækker - også rent visuelt, så den skal selvfølgelig ikke bruges som dørstopper! ;-)

Det er tværtimod en historie og en fortælling, som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Jeg er vel oppe på noget der minder om 5 (gen-)læsninger nu, sådan alt i alt - dog kun en i denne smukke udgave, og jeg kan kun give den mine varmeste anbefalinger - også til de læsere, som ellers ville lade sig afskrække af både fantasygenren - og den forholdsvis heftige længde. Sproget er så flydende og fængende, at den ene side bare tager den anden, og når den sidste side er vendt, er du langt fra færdig med den her bog.

Jeg er vild med den - og bliver ved med at vende tilbage til den. I øvrigt er den lige så smuk at have stående, som den fortælling den gemmer på. Du snyder dig selv for en virkelig god oplevelse, hvis du ikke under dig selv denne smukke bog! Læs den - nu!

Bogen er tilsendt af forfatteren, Carina Evytt

onsdag den 22. april 2015

Skyggespor

Skyggespor af Jacob Vedelsby er en roman, der er skriver sig ind i flere forskellige genrer, der er spor af krimi, men så alligevel ikke, der er elementer af spænding, socialrealisme og fiktion.

Vi følger den afdankede filminstruktør Peter Bellman vis karriere er gået i stå.Hans liv er mere eller mindre gået i stå og ikke meget er gået, som han kunne ønske. Manglende kontakt med sine to sønner, forliste forhold dulmes med øl, hash og kvinder.
Efter den tidligere kollegas død, får Peter dog chancen for at genoplive karrieren med en historie og en dokumentarfilm der vil ryste verden, hvis der er sandhed i afdøde Janus' noter.

Peter indleder jagten på sandheden og genoprejsningen ved at forsøge at optrævle en historie om den yderst hemmelige organisation Mission Zero. Mission Zero skulle efter sigende arbejde på en løsning på Europas problemer med massive flygtningestrømme og et voksende menneskepres til følge. En vaccinationsprogram mod Malaria med kyniske bivirkninger, som medicinsk sterilisation i kølvandet hævdes at kunne løse Europas problemer.

Skyggespor er hurtigt læst, ideen er god, interessant og tankevækkende - ikke mindst fordi Mission Zeros projekt og "løsning" er inspireret af det kyniske ideer, der blev opfostret af videnskabsmænd under det sydafrikanske apartheidstyre.
Fortællingen er dog længe om at komme rigtigt i gang, og den første del af romanen er langtrukken, mod slutningen vinder fortællingen dog mere, bliver mere spændende, tempoet bliver højere, det hele tager fart, og det virker som om at Vedelsby selv finder denne del af romanen mest spændende, men så er det som om, at han løber tør for plads til sidst, og bare skal have afsluttet romanen. Jeg tænkte flere gange i løbet af de sidste 50-30 sider, at det her ... det kan han da ikke nå at afslutte?! og jeg fik ret .. slutningen virker afstumpet og efterlader mig med en fornemmelse af, at fortællingen er ufuldendt.
Både start og slutning halter i mine øjne, men midterstykket er rigtig godt. En skam, at den ikke bliver fuldt til dørs, for det er en interessant historie, og en skræmmende tanke - ikke mindst fordi det ikke er så langt fra de tanker, der kendes fra Sydafrika.

Alt i alt en okay roman, som jeg desværre mest husker for de ting, der ikke var der, og som hvis de havde været der kunne løfte denne roman adskillige niveauer.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Tiderne Skifter

torsdag den 2. april 2015

Albatros

Albatros, der udkom den 31. marts i år, er Erik Sandgreens debutroman. Med denne tankevækkende, grusomme, modbydelige og yderst levende fortælling skriver Sandgreen sig ind i en socialrealistisk genre med stærke spændingselementer.

Albatros er navnet på et projekt, som har haft særligt fokus på at afsløre organiseret kriminalitet med handel og seksuelt misbrug af børn og unge i Filippinerne. Fortællingen udspiller sig om en dansk midaldrende mand, Morten Hansen, der efter at være blevet fyret og skilt bestiller en enkeltbillet til Filippinernes hovedstad, Manila. Her beslutter Morten Hansen sig for på egen hånd at forsøge at optrævle den organiserede handel og misbrug af filippinske børn.
Det er selvsagt en overordentlig vanskelig opgave, og Morten får hurtigt rodet sig ud i problemer og bliver viklet ind i et net af korruption, og venner der i virkeligheden er fjender. Intet lader dog til at kunne stoppe Morten, som er drevet af at ændre Fillippinernes historie, men ikke mindst bringe noget mening ind i hans eget liv efter et kuldsejlet ægteskab og en karriere som socialrådgiver, der er kørt af sporet.

Albatros er en særdeles velskrevet fortælling, som på den ene side er særdeles svær at lægge fra sig, men på den anden side er det næsten nødvendigt indimellem for at kunne kapere fortællingen. Erik Sandgreen tager os med helt tæt på et af verdens mest oversete og modbydelige problemer; handel og seksuel misbrug af børn. Børneprostitutionen beskrives levende og med en detaljegrad, der næsten får det til at vende sig i en. Det er befriende og forfriskende at læse en bog, hvor forfatteren ikke er bange for at tage fat på de helt store problemer og behandle, så den rører det allerinderste i læseren.

Fortællingen er velskrevet, nærværende, modbydelig, grusom og fantastisk. Jeg var flere gange ved at lægge den fra mig, fordi det var grusomt at læse, men hver gang samlede jeg den op igen efter kort tid, fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være. Der er lidt korrekturfejl hist og pist, men det skal bestemt ikke taget noget fra fortællingen – det er en vigtig historie at få fortalt. På bogens bagside kaldes børneprostitution for Asiens sorteper, jeg vil dog gå så langt som til at sige, at det er verdens sorteper. Det er et emne, som får alt for lidt opmærksomhed i forhold til problemets omfang.

Albatros er by far den bedste bog jeg har læst i år. Læs den og bliv rørt, forfærdet og opmærksom.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af SkriveForlaget.

fredag den 13. marts 2015

Celestine

Celestine er Olga Ravns romandebut. Hun har dog tidligere udgivet digtsamlingen "Jeg æder mig selv som lyng". Jeg ved ikke helt, hvilken genrebetegnelse, jeg skal sætte på denne bog, udover at det er en lyrisk fortælling.

Bogen handler om den unge højskolelærer, som har et skrantende forhold i bagagen, og efter et møde med højskolens spøgelse Celestine, begynder jeg-fortælleren at vandre rundt på gangene om natten i en stor hvid kjole, som hun finder i skolens kostumekasse.

Jeg-fortælleren har et skrantende forhold til kæresten Kim, og hun forelsker sig derfor i en af drengene på skolen, mens hun iagttager ham på sine natlige vandringer.

Til trods for det fine lyriske sprog, som romanen fortælles i, så var det ikke nok til, at jeg blev fanget af romanen. Jeg måtte opgive den efter ca. 70 sider. Jeg synes ganske enkelt, at den var møg-kedelig.

Sproget er godt, og der er rigtig mange fine, spændende, lyriske formuleringer og beskrivelser, men det var for mig ikke nok til at bære mig igennem den korte roman. Der skal meget til, at jeg opgiver en bog - specielt når den er så kort, men det er simpelthen en kamp, hver gang jeg skal samle den op, desværre!

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af forlaget Gyldendal.

søndag den 1. marts 2015

Astronauternes klub

Astronauternes klub af Ulrikka Strandbygaard er voksenlitteratur, og den præsenteres som magisk realisme, den rummer dog også langt hen ad vejen træk fra socialrealismen, og jeg læser nok egentligt bogen, som værende mest i sidstnævnte genre.

I bogen følger vi den lille familie bestående af mor, Gudrun, som er hjertekirurg, som var ung i 70’erne, hvor hun bliver venner med Gandalf, sammen udgør de det umagede par ”Gud” og Gandalf.
Gudrun møder Holger, som er ansat ved DSB. Han folder servietter, der bliver til svaner, som aldrig letter. Holger bliver familiens far og Gudruns mand, da de bliver gift kun tre måneder før de sammen får datteren Sara, som de mister.
Senere får Holger og Gudrun sønnen Sigurd. Holger fortalte sine drømmende historier til Sigurd, før han var gammel nok til at forstå dem. Da Sigurd blev ældre, fortalte Holger også om livet på Hovedbanegården, som han havde bygget en nøjagtig model af. Han fortalte om Kraftkussen, som bor dybt nede i de underjordiske gange under Hovedbanen.
Sigurd er en følsom dreng, som det meste af tiden lever lidt i sin egen verden. Han tør ikke at tro rigtigt på hverken sig selv eller kærligheden, selvom Clara og i særdeleshed Salák får en særlig plads.

Romanen er på flere måder en mystisk og dramatisk fortælling om kærlighed til både sig selv og andre, om svigt og utroskab og i særdeleshed om drømme. Sproget er lyrisk, detaljerigt og til tider overvældende. I virkeligheden er sproget nok mere interessant og dragende end fortællingen i mine øjne.

Beretningen om månelandingen spiller endvidere en gennemgående rolle på flere niveauer i Ulrikka Strandbygaards fortælling, som henvender sig til den voksne læser. Bl.a. med følgende sekvens set fra Neil Armstrongs perspektiv:
”Rundt om jordens sydvestlige halvkugle, hvor det var nat, var tegnet et lysende mønster i mørket. Det lignede et gigantisk, fintmasket net af hvide tråde […] Det han så, det lysende mønster i natten, var Verdens Skelet, skabt af menneskenes drømme. Gennem dette net af drømme, oplyste motorveje, forbandt de enkelte mennesker sig med hinanden så de smeltede sammen til én menneskehed! Men kun fra månen, flere 100.000 kilometer fra jordens overflade, kunne man se det.”
Romanen bæres i mine øjne af det detaljerige og til tider overvældende sprog, mere end af fortællingen som på sin vis opsummeres ganske godt i det korte uddrag herunder.


Så ... summas summarum er Astronauternes klub ikke den bedste bog, jeg har læst - langt fra, men det er bestemt heller ikke den dårligste. Den har rigtigt gode elementer, hvor sproget er dens fineste fortrin, hvor handlingen og selve fortællingen ikke gjorde synderligt væsen af sig.  

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af forfatteren, Ulrikka Strandbygaard. 

søndag den 21. september 2014

"Elinors efterår", "Café Mødepunkt", "Knuste knogler" og "Sverige"

For efterhånden længe siden kontaktede Anja Duna mig for at høre om jeg ville læse og anmelde fireaf hendes noveller. Det sagde jeg ja til, selvom jeg ikke er den store novellelæser, men det er altid spændende at blive udfordret til at læse noget, som jeg ikke ellers ville have hevet fat i selv. Det er efterhånden også længe siden jeg læste de fire noveller, men jeg har ikke fået anmeldt dem – før nu! Jeg har valgt at anmelde dem alle fire i den samme blogpost, så de kommer herunder. 

Elinors efterår:
Denne lille novelle var den første af de Anja Dunas noveller jeg læste. I denne novelle får vi et indblik i den demente Elinors liv. Hun kæmper med at holde rede på dagene og begivenheder, da hun flere gange opdager en mand, der passerer hendes vindue ude på svalegangen. Det i sig selv er ganske besynderligt, da Elinor bor oppe på 5. og helt inde i hjørnet – man kan altså ikke komme længere. Da Elinor uden den store succes lufter sine opdagelser for nogle af de andre en eftermiddag til banko, vælger hun at tage sagen i egen hånd. Hun beslutter sig for, at hun ikke kan stole på nogen andre end sig selv, men kan hun nu også helt stole på sig selv og den svigtende hukommelse, der indimellem spiller hende et puds.

Det er en fin lille velskrevet novelle, der fænger fra første sætning. Den er skrevet med sikker hånd, og der er ingen slinger i valsen. Det er let at følge historien og Elinors ræsonnementer. Jeg kan se den ældre smådemente dame med rollatoren og kjolen med kaffepletten, der beslutsomt tager sagen i egen hånd. Der er en fin udvikling i novellen, hvor Elinor liver mere og mere op, nu hvor hun har fået/fundet en klar mission og en opgave, som hun kan fylde dagene ud med, og som kræver noget af hende. Alt i alt en rigtig fin lille novelle, som virker meget troværdig, og som også har et fint twist.

Café mødepunkt:

 I denne novelle befinder vi os på en café, hvor vi får et indblik i en række forskellige skæbner. Vi møder den romanskrivende forfatter, en ung kvinde der bor på gaden og en ældre mand, som er ved at skrive en bog om sit liv. Han er ensom og savner sin datter, som han ikke har set siden sin kones begravelse. Historien her har også et lille twist til sidst. 

Sproget er fint, og novellen er velskrevet. Det er indimellem lidt svært at følge og skelne mellem de forskellige synsvinkler. Jeg sad lidt tilbage med en følelse af, at Anja Duna måske ville for meget i denne novelle i forhold til den plads, som hun gav novellen til at udfolde sig. Ideen er udmærket, men den blev desværre ikke fulgt helt til dørs.


Knuste knogler:

Dette er en kort og meget intens novelle om Mary, søvngængeren der dømmes skyldig i at være heks
og stå i direkte ledtog med Satan. Den voldsomme, brutale tortur fører Mary ud i en tilståelse, som hun ikke kan stå inde for.

Novellen foregår i 1600-tallet og er meget intens. Den er dog næsten så kort, at jeg ikke rigtigt føler, at jeg når at komme ordentligt ind i stemningen, og jeg når heller ikke rigtigt at komme til at føle med Mary sådan for alvor. Jeg kunne godt have ønsket mig, at novellen og især Marys historie var blevet udfoldet lidt mere. Det ville også have givet mig mere tid til at komme ind i novellen, og derved komme til at føle lidt mere Mary. Det er en novelle, som har mere potentiale, end den får lov til at præsentere i sin nuværende form. Ideen og god, og det er spændende, at den tager udgangspunkt i den historiske periode og griber fat i en af de mest sorte perioder i vores historie.

Sverige:

Novellens hovedperson er i Sverige på en ødegård for at skrive på sin roman, da hun en dag bliver rodet ud i nogle sære hændelser. Fester og hytteture bliver et langt mareridt, indtil hun igen tager styringen over sit eget liv og begynder at leve efter sine egne præmisser i stedet for blot at følge med strømmen og gøre som alle andre forventer. 

Velskrevet, god og fængende novelle, der sætter nogle tanker i gang. Novellen er uforudsigelig, overraskende og ikke mindst tankevækkende. Man kommer rigtig godt ind under huden på hovedpersonen, som gør det let at følge og føle med hende. Sproget er godt og billedrigt. Slutningen er overraskende, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg har forstået den helt – det gælder i øvrigt for det meste af novellen, men der er gode muligheder for at læse sin egen fortolkning ind i fortællingen, hvilket jeg synes virker rigtig godt her.

Samlet om de fire noveller:

Alt i alt er det fire meget forskellige noveller, jeg har læst af Anja Duna. Kvaliteten varierede ligeledes, men fælles for novellerne er det, at de er skrevet i et godt og ofte meget billedrigt sprog. Det er forholdsvist let at leve sig ind i de korte fortællinger. I ”Knuste knogler” var novellen dog næsten for kort til, at man nåede at leve sig ind i fortællingen, hvorimod de skiftende synsvinkler i ”Café Mødepunkt” skabte lidt forvirring, og derfor indimellem gjorde det lidt svært at leve sig helt ind i historien. Alle fire noveller bærer også præg af, at de alle har en god idé.

Min klare favorit blandt de fire noveller er ”Elinors efterår”, som jeg virkelig synes er gennemført, troværdig og vellykket. Længden af novellen er her fint afstemt med fortællingens indhold. Den novelle der fangede mig mindst var ”Knuste knogler” til trods for den rigtigt gode idé. Jeg synes simpelthen bare, at den var for kort. Den havde potentiale til langt mere, og historien kunne uden problemer have været udfoldet langt mere. Jeg ville gerne have lært Mary og hendes historie bedre at kende.

Fire meget forskellige noveller, hvor jeg, som ikke læser særligt mange noveller, bedst kunne lide ”Elinors efterår”.

Alle fire noveller er modtaget som anmeldereksemplarer af Anja Duna.

fredag den 15. august 2014

Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt

Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt af Jonas Jonasson er en komisk, fabelagtig løgnehistorie. Den er fortalt og skrevet ud fra devisen, at ”Dem, der kuns siger noget, der passer, de er itt’ værd å hør’ på”, som der så fint står i bogens dedikation til Jonas Jonassons morfar.

I denne bog følger vi Allan Karlsson gennem hans hundredårige liv. Fortællingen falder i to hovedspor, hvor det ene er en kronologisk fortælling af Allans liv fra hans fødsel i 1905 med nedslag i nogle af de vigtige historiske begivenheder – alt sammen selvfølgelig set med Allans øjne. Allan har i løbet af sit hundredårige liv formået at stifte bekendtskab med adskillige statsledere verden over, ligesom han ved en tilfældighed bl.a. redder Francos liv, ligesom ved han en ligeså stor tilfældighed kommer til at afsløre mysteriet om atombomben for russerne – altså det mysterium, som han først har løst for amerikanerne.
Det andet hovedspor i romanen er en nutidig fortælling om, hvordan Allan Karlsson beslutter sig for at flygte fra plejehjemmet ud gennem vinduet for at slippe for fejringen af hans 100 års fødselsdag. Allan flygter uden nogen større plan, han går ned til bussen og spørger efter, hvor langt han kan komme for 50 kr. Med sig på turen kommer Allan tilfældigt i besiddelse af en kuffert, som han impulsivt tager med sig, da han stiger ind i bussen. Kufferten indeholder et større millionbeløb, og Allan er nu på flugt fra både plejehjemsforstanderinden, politiet og en mindre gangsterbande, der vil have kufferten tilbage. En flugt der fører Allan gennem Sverige, hvor han efterhånden får samlet sig en broget skare af følgesvende, der blandt andre rummer elefanten Sonja.

Jonas Jonasson har virkelig bedrevet en perle af en feel-good roman her. Det er den mest underholdende, fængende, lunefulde og underfundige historie jeg har læst meget længe. Faktisk kan jeg i skrivende stund ikke komme i tanke om nogen bog, der når på højde med denne. Den er noget nær den perfekte sommer- og strandbog, nå ja den er sikkert også ganske fantastisk om efteråret og vinteren, hvor man trænger til at noget let og lyst. Fortællingen er gennemført og karaktererne er levende, og karikeret helt ud til kanten af hvor det bliver plat. Den underfundige lunefulde humor er et gennemgående element i fortællingen, der i den grad er fortalt ud fra devisen om, at den der kun siger noget, der passer er ikke værd at høre på. Den er velskrevet, sproget flyder og fænger.

Jonasson er i den grad værd at høre på og læse. Det er en roman, som jeg er sikker på, at jeg kommer til at vende tilbage til flere gange, da den i den grad har placeret sig blandt mine absolutte favoritbøger, hvorfor jeg selvfølgelig kun kan give den mine varmeste anbefalinger.
Den henvender sig til et bredt publikum med sin feel-good stemning og underfundige lunefulde humor, der gør, at den kan læses af de fleste.

tirsdag den 1. april 2014

En søndag ved svømmebassinet i Kigali

En søndag ved svømmebassinet i Kigali er den canadiske forfatters Gil Courtemanches debutroman. Det er en lige dele fiktiv og semi-selvbiografisk fortælling.

Romanen foregår på bakkerne, der udgør Kigali - Rwandas hovedstad i tiden op til folkemordet i 1994. Vi følger Bernard Valcourt, som er en udstationeret canadisk journalist, som er ansat for at starte en tv-station. Reelt bruger han dog størstedelen af sin tid på at hænge ud ved svømmebassinet, som er blevet samlingssted for udlændinge der er udstationeret, politikere, diplomater og andre indflydelsesrige personer. Valcourt får tiden til at gå med at observere og skrive om personerne og deres handlinger omkring svømmebassinet. Det er også her, hvor han møder den smukke unge hutu-kvinde, Gentille, som desværre har en tutsis udseende. Mens kærligheden blomstrer mellem Valcourt og Gentille, så eksploderer drabene, voldtægterne og lemlæstelserne i byen og landet omkring dem. Hutuerne begynder udrensningen af tutsi-mindretallet.

Det er på mange måder en barsk bog, men også smuk, selvom kærlighedshistorien mellem Valcourt og Gentille bliver en aanelse overdrevet og langtrukken. Den står i skarp kontrast til den sideløbende historie om det forestående folkemord i landet, som i forvejen er plaget af AIDS og hungersnød. Rædslerne bliver beskrevet med en detaljerigdom, der ikke overlader meget til fantasien. Sproget er fint og flydende, der overordnet set giver romanen et godt flow. De relativt mange referencer til P. Eluard, hvis bog kommer til at spille en gennemgående rolle i fortællingen, fungerer også fint. Bogen skildrer fint den vestlige verdens luksus og overflod i modsætning til den helt anden afrikanske verden, der er præget af borgerkrig, hungersnød og AIDS i vild spredning.

Alt i alt er det en ganske god bog. Jeg er ikke helt oppe og ringe over den, for jeg synes indimellem, at den blev lidt langtrukken - specielt i passagerne om Gentille og Valcourts kærlighedshistorie, som også indimellem virkede en anelse overdrevet. Men det er en vigtig bog, og et vigtigt budskab den tager op. Courtemanche formår at gøre døde i statistikker til rigtige mennesker med en historie. Et afbrudt liv, håb og drømme, der aldrig fik chancen for at blive ført ud i livet.
Derudover må jeg med skam erkende, at jeg ikke har den store viden om folkemordet i Rwanda, og det er egentligt lidt skræmmende. En holocaust som foregik i den moderne verden for 20 år siden, og så er den allerede "glemt". Ca. 800.000 tutsier blev på grusomste vis fjernet fra denne verden, mens den vestlige verden så til fra sidelinjen og hyggede sig ved det fine hotels svømmebassin midt i et Helvede på jord.

torsdag den 9. maj 2013

Sameland

Sameland af Magne Hovden, som er Magne Hovdens debutroman, er en bog der slår sig på en humoristisk fremstilling af to gæve gutter fra Kirkenes i Nordnorge i grænseområdet til Finland.

Det er ikke gode ideer de to gutter mangler, og overskyggende for deres handlinger er ønsket om at blive rig i en fart, så de kan komme til at nyde det søde liv. Det hele må gerne være lidt ”smart i en fart” og gå lidt stærkt, så de beslutter sig for at satse på turismen, hvor de vil lave et oplevelsescenter, hvor turisterne kan få en autentisk oplevelse, når de får mulighed for at leve som samer i et døgn.

Ingen af de to ved ret meget om samerne og deres levestil, men hvor svært kan det være at bakse sådan en turistattraktion sammen. Turisterne ved alligevel ingenting om samerne og kan bare bindes en historie på ærmet. Men alt hvad der kan gå galt vil gå galt for Roy og Leif, der ikke har den store startkapital at gøre godt med, så de må være kreative og gå på kompromis med deltaljer og kvalitet. De to får gennem deres anstrengelser rodet sig ud i flere mindre heldige episoder og problemer.

Sameland er ikke nogen stor litterær oplevelse. Den er spækket med stereotyper, og karaktererne bliver så flade og unuancerede, at det til tider kan være svært at skelne dem fra hinanden. Derudover kører der flere sideløbende små historier, som ikke spiller den store rolle for selve historien og til tider forvirrer og forstyrrer de mere end de gavner. Sidst men ikke mindst virker humoren i bogen til tider lidt anstrengt og falder derfor lidt til jorden, det kommer aldrig rigtigt til at virke som en naturlig del af fortællingen.

Hvis man formår lade være med at tænke så meget og se bogen for hvad den er, nemlig en letlæst omgang klichépræget underholdning, er det en udmærket bog, hvor man kan slå hovedet fra og bare følge historien.

mandag den 22. august 2011

Zanzan

En smuk forside der holder, hvad den lover
Zanzan af Karri Olsdatter er en eventyrlig spændende roman, som rummer alt lige fra enhjørninger, en drømmende datter af storbonden på Søndergård med hang til retfærdighed, samt rebelske tatere og ikke mindst kærlighed og et samfund med klasseskel så store og ubrydelige, som vi kender dem fra vores egen verden for århundreder siden.

Zanzan er en herlig blanding af noget historisk, nutidigt, magisk og fantastisk. Den er svær at genrebestemme, men hvad gør det, når man får en bog med masser af drama, intriger, eventyr og masser af dybde bag ordene. Det er bare komme i gang med at læse den og skrælle lagene af den for at få den fulde oplevelse med.

Vi følger storbondens datter, Anna fra Sønderskovsopvækst. Anna er en drømmer, der befinder sig bedst i sit eget selskab. Hun går ind for retfærdighed og frihed. Anna går sine egne veje til stor fortrydelse for hendes familie, men måske især hendes mor.

Derudover får vi også et indgående kendskab til taterknægten Rham, der er en rebelsk gut, som har mere end svært ved at affinde sig med, at han skal være mindre værd blot fordi han er født som tater.
Taterne arbejder som daglejere for storbonden på Søndergård, som også er stedet hvor Rham og Anna møder hinanden.

Det bliver et møde, der bliver skæbnesvangert for dem begge.

Den eventyrlige fortælling rummer også mødet med Zanzan, der er en egenrådig enhjørning. Anna sætter sig for at redde Zanzan, da føllet lades alene tilbage, da dens mor må lade livet pga. sit værdifulde horn.
Zanzan er en yderst velvalgt titel til denne eventyrlige bog. Når bogen læses opdager man denne dobbeltbetydning som Zanzan har, hvilket blot giver endnu en dimension en god fortælling, som også rummer nogle dybdegående og meget levende personkarakteristikker.

Den spændende roman lever til fulde op til de (vist ret store) forventninger, jeg havde fået bygget op til denne debutroman gennem mit kendskab og møde med Zanzans ”mor” på Fyldepennen. Den kan klart anbefales til andre, der nyder en dyb, spændende og fængende fortælling med et touch af flere genrer.