søndag den 15. juli 2012

Næsten levende


Næsten levende af Liv Mørk er en roman, som jeg har lidt (læs: meget) svært ved at genrebestemme. Selv kalder den sig en slægtskrimi, som nok kan siges at være en gren af den historiske krimi, så denne genrebetegnelse holder jeg også fast i, da det nok også er det nærmeste, jeg kan komme det ;-)

Næsten levende er en roman der udspiller sig over en tidsperiode, der strækker sig fra 5-700.000 f.v.t. og så frem til 2. Verdenskrig og 1980'erne. Gennem historien når vi også omkring flere forskellige lande, hvor større eller mindre dele af historien udspiller sig. Vi kommer omkring Italien, hvor størstedelen af bogen udspiller sig. Dernæst kommer vi også omkring både Danmark og Kina, hvor sidstnævnte også spiller en ret stor rolle, da bl.a. den kinesiske kulturrevolution bliver inddraget kort.
Vi følger Pier Francesco Calibano og hans familie i tre-fire generationer, samt det lille samfund på bjerget med Villa Calibano som centrum.
Egentligt er det en meget underlig roman, som jeg ikke helt kan finde ud af, hvad jeg skal synes om. På den ene side sidder jeg med en surrealistisk følelse af at have læst 415 sider uden nogen nævneværdig handling, men på den anden side sidder jeg med en følelse af, at det er en gennemført genial roman, som fungerer formidabelt med tanke på bogens titel. Alle personerne går rundt i deres egen verden og føler, at de kun næsten er levende. De søger alle sammen følelsen af at være i live og leve livet, men egentligt er det de mennesker, som er de mest indespærrede på den ene eller den anden måde, der er mest levende, eller som i hvert fald føler sig mest levende.

Jeg har været utrolig længe om at læse denne bog, og jeg har læst den småbidder, og selvom jeg har været tæt på at opgive den flere gange, har jeg alligevel lige skulle læse lidt mere. Først var det med tanken om, at der måtte sgu da ske noget på et eller andet tidspunkt, men efterhånden gik det op for mig, at det måske i højere grad var stemningen og følelsen, der blev plantet i mig, som fik mig til at læse videre. Indimellem har jeg også følt, at jeg kun var næsten levende, når jeg havde læst et stykke i bogen - om det så er godt eller skidt, skal jeg lade være med at vurdere. Jeg kan som sagt ikke rigtigt finde ud af, om det er den dårligste og mest handlingsfattige bog, jeg nogensinde har læst, eller om den er gennemført genial. Et eller andet sted er jeg fascineret af den, men jeg er samtidig også helt sikker på, at det ikke er en bog, som jeg vil læse igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg ville blive så glad for en lille kommentar fra dig ;-)