Sarahs nøgle

Sarahs nøgle af Tatiana de Rosnay, som jeg netop har genlæst er en fortælling om den store jødiske deportation, Vel d’Hiv’, som fandt sted i den 16. juli 1942 i Paris. Historien er fiktiv, men de begivenhederne er i vidt omfang historiske.

Julia, den fransk gifte amerikaner, skal skrive en artikel om en af de mørkeste perioder i fransk historie i forbindelse med 60-året for Vel d’Hiv’. Langsomt finder finder Julia brudstykker af den jødiske pige Sarahs historie, som var en del af Vel d’Hiv’. De to historier kører sideløbende og jo længere Julia kommer i sin ressearch, jo mere bliver hendes egen og svigerfamiliens historie filtret ind i den historie, som også Sarah og hendes jødiske familie er en del af.

Den 16. juli 1942, da alle jødiske familie bliver arresteret i Paris, gemmer den 10-årige Sarah sin lillebror Michel i et hemmeligt rum i deres garderobeskab. Hun låser ham inde med en flaske vand, en eventyrbog, en bamse og tæppe, for at han skal være i sikkerhed. Hun lover ham, at han vil være i sikkerhed, og at hun vil komme tilbage og lukke ham ud, når alting igen er sikkert.

Mens alvoren går op for Sarahs forældre, og Sarah bliver mere og mere desperat efter at komme hjem og lukke hendes lillebror ud af skabet, bliver Julia mere og mere fanget af de triste kendsgerninger, og den lille jødiske pige, Sarah kommer til at spille en større og større rolle i hendes og svigerfamiliens liv.

Historien om den jødiske pige og hendes familie er dybt rørende. Historien er godt skrevet, og overordnet set virker det fint, at synsvinklen i hvert andet kapitel er ved Julia og Sarah. I starten kan den nutidige historie virke en smule irriterende, men efterhånden som man falder ind i rytmen og de to sideløbende historier filtres ind i hinanden kommer de skiftende synsvinkler til at fungere bedre, og den nutidige historie bliver mere vedkommende og fængende.

Er man interesseret i 2. verdenskrig og holocaust er denne roman bestemt et bekendtskab værd. Det er en historie, som sætter sig fast, og som man ikke lige kan slippe igen. Jeg har læst den igen nu her flere år efter jeg stiftede bekendtskab med den første gang, og den er mindst lige så god ved anden gennemlæsning. Den er stadig dybt rørende.