Den handler om den unge Bella, som bliver voldtaget af Marcus, som Bella har kendt siden hun var barn, da de har gået i skole sammen. Efter voldtægten bliver Bella enig med sig selv om, at den virkelige verden ikke er værd at leve i, da den rummer for megen smerte, sorg og ondskab, som hun ikke rigtigt kan forholde sig til. Hun skaber derfor sin egen indre verden, hvor hun selv bestemmer, hvad hun vil huske, og hvad der skal være en del af denne verden. Hun fortrænger smerterne og sorgen og skaber i stedet en tryg og glad verden i sit indre, som rummer varme og kærlighed. Med tiden forsvinder hun længere og længere ind i sig selv og ind i sin indre verden, men på et tidspunkt bliver hun nødt til at vælge mellem de to verdener, da skyggerne også lurer og truer hendes indre selvskabte verden.
Grams debutroman vidner helt sikkert om en historie og et forfatterskab med potentiale. For at starte med historien som udspiller sig i Skyggernes hemmelighed, så er det en barsk historie, der er fortalt på en indlevende og yderst troværdig måde, eller det tror jeg, for jeg har (7-9-13) aldrig været udsat for noget lignende. Sproget er indlevende og fængende, der er dog enkelte irritationsmomenter i bogen. I første halvdel af bogen kunne der have været strammet en del op og en hel del gentagelser kunne have været udeladt, samt lidt stave- og grammatiske fejl kunne have været udryddet med lidt flere betalæsere og/eller dybere korrekturlæsning. I sidste halvdel af bogen er langt størstedelen skrevet i kursiv, hvilket bliver anstrengende at læse i længden. Det tjener dog det formål at skildre, hvornår Bella er i den indre og ydre verden, men det kunne have været markeret på andre måder, som ikke gik udover læsevenligheden.
Alt i alt en god og barsk fortælling, som helt sikkert har potentiale, og som kunne have været ganske sublim med lidt mere finpudsning af fremstillingen og korrekturlæsning. Der hersker dog ingen tvivl om at Mathilde Gram har talent og en ganske indlevende skrivestil med et billedrigt og til tider filosofisk sprog. Er man til en psykologisk fortælling, er Skyggernes hemmelighed et godt bud på et dansk eksemplar indenfor den genre.
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af Mathilde Gram og Skriveforlaget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg ville blive så glad for en lille kommentar fra dig ;-)