Livets port del 2 af Kat L. Lassen er anden og sidste del i fantasyfortællingen om den 12-årige Anna Darling Harrish, som lider af kræft.
I denne anden og sidste del af Kat L. Lassens fortælling fortsætter kampen mellem det gode og det onde, og Annas kamp for at redde det hele sammen med sine to venner; feen Timian og enhjørningen Sølvvinge. Sammen drager de tre venner ud for at fuldføre den plan, som Ferådet har besluttet er den, der skal redde Lysvrang og Imallam fra Mørkets fremtog. Selvfølgelig går tingene ikke som planlagt, og de tre venner kastes ud i endnu flere farer, kampe og udfordringer. Der må nye planer til, som har sin pris, og som i den grad sætter den kun 12-årige Annas styrke og vilje på prøve. Tingene spidser mere og mere til frem mod det endelige slag mellem lyset og mørket, mellem det gode og det onde repræsenteret ved henholdsvis Anna og Ranen/Mørket selv. Vil det lykkes Anna at redde ikke bare én verden men to?
Som tilfældet var det med første del af historien (læs om den her), så fortsætter anden del i samme spor. Fortællingen holder niveau, og vi møder i denne bog endnu flere fantastiske væsner. Det er nogle imponerende og gennemførte karakteristikker, som Kat L. Lassen præsenterer os for i både første og anden del. Samtidig med alle de fantastiske væsner og verdener, som vi møder gennem historien er der også nogle ganske klare budskaber, der omhandler personlig styrke og mod. Derudover illustreres det klart og tydeligt, at alle valg har nogle konsekvenser - ikke bare for en selv, men også for omgivelserne, og ens egen succes kan koste dyrt for andre.
Om serien samlet:
Alt i alt er det en god og velskrevet fortælling, der er lidt småfejl i både del et og to, som en ekstra gang korrektur kunne have udryddet, men det skal ikke tage noget fra en rigtig god og gennemført fortælling, som kan læses og nydes på flere niveauer, selvom selve plottet ikke er ekstra-ordinært. Det er set før, men Kat L. Lassens opbygning af det magiske univers og alle karaktererne opvejer det (for en erfaren læser) lidt for gennemskuelige plot. Historien vil formentlig gå rent ind ved den yngre og knapt så erfarne læser.
Kat L. Lassens debutserie i to dele kan anbefales alle fra 10-12 år og op, der er til magi og fantastiske væsner. Den mere erfarne læser vil kunne gennemskue plottet, men dog nyde fortællingen alligevel, og ”moralen” i bøgerne har vi nok ingen skade af at blive mindet om – uanset alder.
Bogen er modtaget som anmelder eksemplar fra Skriveforlaget.
Læs også mine skriblerier om Livets port del 1. af Kat L. Lassen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg ville blive så glad for en lille kommentar fra dig ;-)