Ti, tyve, tredive

Ti, tyve, tredive er Per Blochs debutroman. Jeg ved ikke helt, hvilken genrebetegnelse, jeg skal sætte på denne roman, for den er nytænkende og original i sin form. Den minder ikke om noget, jeg tidligere har læst.

I romanen fortæller Eddie både som barn og voksen om sin opvækst i en dysfunktionel familie, hvor faderen er alkoholiker og moderen er psykisk syg. Eddie har en klar bevidsthed om at han blev tabt i liften som spæd, men han kan ikke få nogle svar fra hverken sin far eller mor, så skete det overhovedet?

I Eddies liv fylder alle oplevelser lige meget, og han har svært ved at skelne virkeligheden fra fantasi og hallucinationer. Han lever med en konstant frygt for hajer i svømmehaller, og hver gang må han ned og tjekke, at bunden rent faktisk er bunden, og at der ikke lurer nogen farer i afløbsristerne.

Per Bloch er virkelig original og nytænkende i denne bog; hans debutroman, og det skal han have credit for. Det er et modigt valg og spændende valg. Desværre synes jeg ikke helt, at han formår at følge den til dørs. Bogen er en masse brudstykker fra Eddies opvækst fortalt af Eddie. Historien springer i tid og rum, og der er ingen videre sammenhæng mellem alle fragmenterne, og derfor bliver læseoplevelsen lidt … fragmenteret. Sproget er godt, spændende og til tider overraskende, men fordi fortællingen er så fragmenteret og springende i tid og rum, får jeg ikke den fornødne tid til at leve mig ind i fortællingen og Eddies historie. Min læseoplevelse var derfor lidt distanceret, fordi historien og karaktererne ikke krøb ind under huden. Jeg sad egentligt lidt med en følelse af, at jeg lige så godt kunne have læst et stykke faglitteratur, da jeg lukkede bogen efter sidste side.

Alligevel gør bogen og fortællingen et eller andet, som jeg ikke rigtigt kan sætte ord på, for jeg har ikke glemt den lige så hurtigt som jeg ville have gjort med et stykke faglitteratur (det siger måske noget om mig og det at læse faglitteratur :-P), men i skrivende stund er det mere end en uge siden, at jeg vendte den sidste side, men jeg har alligevel ikke kunne skrive dette før nu – ikke fordi jeg ikke har haft tid, men fordi jeg har haft brug for at ”fordøje” historien. Det til trods for, at den ikke sagde mig det store, mens jeg læste den, men helt slippe den har jeg tilsyneladende ikke helt kunnet. 

Alt i alt var denne bog lidt en pose blandede bolsjer, og følelsen omkring den er lidt ambivalent, men det er en modig debutroman, som desværre ikke blev fulgt helt til dørs.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Per Bloch og C&K Forlag.

Hør Per Bloch læse op fra bogen her.