Vejen til frihed af Nelson Mandela er på mange måder en historisk skildring af begivenhederne i Sydafrika, som det er hans personlige biografi.
Med Mandelas øjne får vi en gennemgang af sydafrikansk historie startende med Mandela som dreng og fårehyrde, der bor i lerhytter i Qunu - langt ude på landet, hvor den store hvide mand (endnu) ikke har den store betydning. Mandela vokser op som søn af en høvding, og hans skæbne i xhosa-stammen lå fastlagt som rådgiver.
Mandela får i kraft af sin status mulighed for at uddanne sig – en uddannelse der fører ham væk fra Qunu, ind i den politiske verden og ad omveje til Johannesburg, hvor han starter en advokatvirksomhed op efter at have endt sin juridiske uddannelse. Mandelas tid i Johannesburg kommer til at forme ham og hans fremtidige liv, der bliver mere og mere styret af politik og hans enorme retfærdighedssans.
Vejen til frihed er på alle måder en stor bog skrevet af en stor mand. Godt 500 siders historiefortælling, der giver os et indblik i nogle af de frygtelige hændelser, der fandt sted i Sydafrika under apartheidstyret. En livsstærk og spændende fortælling af en livsklog og erfaren mand, som har oplevet bagsiden af, at være frihedskæmper, politisk engageret og indehaver af en altoverskyggende retfærdighedssans.
Samtidig er det en utrolig barsk og til tider tung bog at komme igennem. Det er en bog, der er spækket med historiske fakta, begivenheder, årstal, ledere, andre frihedskæmpere, samt afrikanske organisationer. Det er en bog, der kræver, at man holder tungen lige i munden for at følge med i alle de informationer, man indimellem kan føle sig bombarderet af. Formår man dette, får man dog et indlevende og gribende indblik i usædvanlig mands lige så udsædvanlige historie. Man skal dog ikke læse bogen for at få et indblik i de mere private og intime dele af Mandelas liv, for her holder han kortene tæt på kroppen og giver meget lidt.
Fokusset i bogen er kampen for menneskerettigheder – frihedskampen mod apartheidstyret. Vi får dog også et hudløst ærligt indblik i bagsiden af medaljen med de familie- og følelsesmæssige tab og ofringer, som kampen kostede ham.
Alt i alt er det klart en bog, der kan anbefales alle, der interesserer sig bare lidt for Sydafrikas historie, apartheidsystemet, en frihedskæmpers liv på godt og ondt og ikke mindst de livskloge ord, som han løbende videregiver.
”Mod er ikke fravær af frygt, men derimod sejren over frygten” – Nelson Mandela
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg ville blive så glad for en lille kommentar fra dig ;-)