søndag den 16. august 2015

De sidste timer

Denne samling af afskedsbreve fra de fleste af de 112 danske modstandsfolk, der blev henrettet efter tysk krigsret er om noget historieskrivning.
Brevene af helt almindelige mænd fra alle samfundsklasser giver et unikt, tankevækkende og rørende indblik i en historisk tid og situation, som vi har svært ved at sætte os ind i i dag.

Jeg kan kun beundre den ro, taknemlighed og afklarethed som brevene afspejler. Disse mennesker og deres familier gav den højeste pris noget menneske kan give, for at vi i dag kan leve i et frit land.

Lad os huske og lære af den tid, som ligger skræmmende tæt på i tid, men som vi ynder at gemme langt væk i bevidstheden. Lad os sørge for, at ingen af disse drenge og mænd kæmpede og døde forgæves, at ingen af deres familier led forgæves. Lad os lære af nogle af de mørkeste år i nyere tid, og ære dem ved at værne om de værdier og den frihed, som de kæmpede for.

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

1 kommentar:

Jeg ville blive så glad for en lille kommentar fra dig ;-)