tirsdag den 1. december 2015

Adrians vinger

Adrians vinger af Bo Dalum genrebetegnes som moderne eventyr for voksne, så da jeg for efterhånden noget tid siden takkede ja til at læse og anmelde denne bog havde jeg forventet … ja jeg ved egentligt ikke helt, hvad jeg havde forventet, men i hvert fald på ingen måder det jeg fik.

Jeg er almindeligvis meget stædig og færdiggør i langt de fleste tilfælde de bøger, jeg påbegynder, og jeg har da også forsøgt flere gange med denne, men hver gang er jeg gået i stå i løbet af de første 100 sider. Hvis ikke jeg læser den i et stræk, skal jeg virkelig tage mig sammen for at samle den op igen, når først jeg har lagt den fra mig, så jeg må nok bare erkende, at den overhovedet ikke er mig.
Jeg er vist ikke engang i stand til at fortælle, hvad den handler om ud fra de første 100 sider. Af bogens bagsidetekst fremgår det, at ”Adrians vinger er ikke fortællingen men fortællinger om verdens begyndelse.” og at det er ”70 sammenflettede beretninger om de gode, de onde, de mindste helte og de største kujoner, de ensomme og de lykkelige.”

Vi møder alt fra faldne engle, porcelænsdukken Frø og ensomme, grædende statuer, manden der sidder i evigheder på stranden og venter på at få lov at drømme når solen går ned, samt mange flere mere eller mindre underlige væsener og skabninger.

Bo Dalums sprog er til tider rigtig godt, poetisk og formår at se og formidle detaljerne i de små og næsten banale ting, men det bliver også indimellem virkelig, virkelig tungt, fordi det er så mættet. Ligeledes er der en hel del gentagelser, som ikke gør noget godt for flowet, eller for at holde læseren fanget og fængslet.
Det er måske nok i virkeligheden min største anke, og den egentlige årsag til, at jeg måtte give op, jeg blev simpelthen ikke fanget af historien (/historierne). Når der er valgt en så abrupt og fragmenteret fortællestil, skal sproget virkelig fange for at fastholde mig som læser, og selvom det indimellem lykkes, så er det bare ikke nok, og det bliver i sidste ende for tungt med alle gentagelserne.

Isoleret set er historien om manden der sidder alene på stranden og venter på at få lov at drømme, når solen går ned, og som hver dag falder i søvn og vågner igen uden at have drømt – og uden at opdage at det er sådan tiden smuldre væk for ham, min favorithistorie. Den er finurlig, dyb i sin enkelhed, vedkommende, tankevækkende og lidt trist.

Alt i alt er der enkelte perler, som isoleret fanger mig, men i det store billede fungerer det ikke, og jeg kedede mig desværre bravt.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af SkriveForlaget.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg ville blive så glad for en lille kommentar fra dig ;-)