En af to hovedkarakterer i denne roman er Marie – en kold og kynisk kvinde, som altid er på jagt efter en speciel slags storvildt. Hun har haft en hård opvækst med en sadistisk far og en underdanig mor. Marie har en masse forfærdelige oplevelser og en skæbnevanger beslutning: Hun beslutter sig nemlig for at slå sin far ihjel. Dette drab bliver starten på en karriere som seriemorder, hvor hun går benhårdt efter at lokke manipulerende og fysisk/psykisk voldelige mænd ind i et forhold, hvorefter hun slår dem ihjel.
Den anden hovedkarakter, Lotte er den diametrale modsætning til Marie. Hun er klodset, umiddelbar, bærer følelserne uden på tøjet og har store problemer med både selvværd og selvtillid. Hun har derfor heller ikke modet til at gå fra kæresten, som er en den slags mænd, Marie jagter. Da Lotte og Marie udvikler et venskab bliver Maries jægerinstinkt vækket …
Da forfatteren Mette Glargaard for efterhånden en del tid siden kontaktede mig og spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde hendes bog, blev jeg draget af udgangspunktet i thrillergenren og ikke mindst den kvindelige seriemorder. Desværre var det i mine øjne mere chick-lit end thriller, hvor jeg havde håbet på det modsatte.
Jeg kedede mig desværre bravt i den første halvdel af bogen og præsterede også at falde i søvn et par gange i løbet af de første 50-75 sider. Den sidste halvdel af fortællingen tog dog mere fart og blev væsentligt bedre uden dog at formå at blive mere end jævn og okay læseoplevelse. Personerne virker karikerede, flade og unuancerede og bliver derfor uinteressante og i sidste ende kedelige.
På positivsiden så er der indimellem nogle virkeligt sprogligt fine sætninger, de drukner indimellem lidt i manglende korrektur, men kan man abstrahere fra det, så er der nogle meget fine og finurlige sætninger indimellem.
Til sidst så bliver jeg simpelthen nødt til at kommentere på bogcoveret, hvilket jeg som regel kun gør, hvis det er virkelig, virkelig godt og spektakulært, eller virkelig, virkelig uheldigt. I dette tilfælde er det desværre det sidste. Det virker lidt ugebladsnovelle-agtigt og meget lidt indbydende. Coveret skal give lyst til at samle bogen op og give den en chance, hvis jeg havde set en bog med dette cover på biblioteket var jeg gået langt udenom. Ligeledes er blod der løber ned over siderne virkelig ordinært og fortærsket – igen giver det i mine øjne mere et indtryk af ugebladsnoveller.
Jeg er desværre meget lidt imponeret, og den kan ikke svinge sig op til mere end en jævn læseoplevelse, der er hurtigt læst og hurtigt glemt igen. Der er ikke meget gods i den på hverken den ene eller anden måde til trods for det spændende og anderledes oplæg.
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af forfatter Mette Glargaard.
Meget præcis vurdering.
SvarSlet