Hvidsten Gruppen af Axel Holm er en journalistisk beretning og gennemgang af Hvidsten Gruppens historie og medlemmer, som første gang udkom i november 1945, kun et lille halvt år efter krigens afslutning.
Denne udgave er en genudgivelse fra 2012 på forlaget Lindhardt og Ringhof indeholder, foruden Axelholms originale bog, helt nyt materiale i form af Pie Frandsens erindringer. Pie Frandsen var også en del af modstandsbevægelsen og nåede at være fængslet i både Danmark og Tyskland.
Jeg valgte at købe denne bog primært pga. Axel Holms autentiske beretning om Hvidsten Gruppen. Jeg kender historien og har læst og set meget, men Axel Holms fortælling skiller sig ud fra de andre, jeg har læst, ved at den er skrevet umiddelbart efter krigen, og jeg var spændt på at se skildringen af modstanden så kort efter begivenhederne fandt sted, og de afsluttende ord i den originale bog fra 1945 opsummerer egentligt stemningen og tonen meget godt.
"Naar vi ender Menneskene i Hvidsten-Gruppen, saa ved vi, at de var Elskere af Liv, men de viste os, at der er noget, som er mere værd. De lærte os, at det er tomt bare at være skeptisk Iagtager, de lærte os at være handlekraftigere, modigere og danskere. De lærte os, at Bønder, Arbejdere, Akademikere og Officerer kan være fuldtro Kammerater, fordi Menneskeværd aldrig beror paa noget i det Ydre.
Vi vil takke dem. Der er Ord, man gerne vilde bruge, men for Tiden næsten ikke tør nævne i Danmark. Maaske an man hviske dem ind mod sit eget Hjerte: I skal ikke blive glemt."
Axel Holms originale bog er desuden forsynet med Hvidsten Gruppens afskedsbreve, billeder og illustrationer af Asger Muchitsch. Alt i alt noget der bidrager til en fascinerende og stærk oplevelse.
Hvis man er interesseret i dette emne er denne bog - og især Axel Holms originale bog en læseoplevelse, som man ikke må snyde sig selv for. Heller ikke selvom de fleste danskere vel efterhånden kender historien om Hvidsten Gruppen, og det måske lige kræver et par sider at komme ind i og læse det danske sprog anno 1945.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg ville blive så glad for en lille kommentar fra dig ;-)