Aida flygter fra Sarajevo til Danmark med sin nyfødte datter Jasmina. Krigen og modstandskampen som Aida var en del af inden hun flygtede har sat sine spor. Jasmina bliver anbragt i en plejefamilie, og Aida lever i sin bil, hvor hun hele tiden er på vej et nyt sted hen. Hun kan ikke finde roen undtagen når hun er på vejen. Hun kæmper for at lægge fortiden bag sig og få en normal hverdag op at køre. Hun har aldrig fortalt datteren om fortiden, og Jasmina kender derfor ikke sin historie og oprindelse – indtil fortiden pludselig dukker op igen og bliver en uundgåelig faktor i nutiden.
Omstændigheder og begivenheder fører til at Aida og Jasmina sammen tager tilbage til Sarajevo for at opleve den fortid, som hidtil har været fortiet og skjult for Jasmina.
Det er en udmærket roman Henrik Ventzel har bedrevet. Den har et udmærket potentiale og sproget er fint og flydende. Ideen er god, men jeg synes desværre ikke helt, at den bliver fulgt til dørs. Der er lidt løser ender, som forbliver løse. Fortællingen er også lidt længe om at komme ordentligt i gang, og jeg synes egentligt, at den kører lidt tomgang indtil fortiden dukker op og tvinger Aida til at handle. Den sidste halvdel af bogen er klar den mest spændende, men slutningen virker en anelse forceret, som om ”nu skal den her bog bare afsluttes”, hvilket er ærgerligt.
Nogle af fortællingens karakterer virker flade, karikerede og unuancerede, hvilket gør, at de til tider bliver lidt for meget grænsende til det irriterende.
Alt i alt en okay fortælling, men nogen stor og fantastisk læseoplevelse er det ikke, og det vil næppe være en som vil have nogen stor plads i min bevidsthed efter endt læsning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg ville blive så glad for en lille kommentar fra dig ;-)