søndag den 2. november 2014

Astrid Lindgrens klogebog

Astrid Lindgrens Klogebog er den fineste lille bog, der rummer så uendeligt meget livsklogskab, lunefuld humor.

"Journalister er så stædige. Lad bare en plads stå tom i avisen og skriv: Her skulle have stået noget om Astrid Lindgren, men hun ville ikke have det."

I fredags var jeg i boghandlen - jeg skulle egentligt bare købe konvolutter, men var jo selvfølgelig nødt til lige at gå en runde og kigge.

Klemt inde mellem stakke af store tykke bøger stod denne lille perle af en bog. Den fineste lille bog på kun 79 sider, men hvilke 79 sider. Jeg var solgt med det samme, den måtte med mig hjem.

Jeg kastede mig over den med det samme, og aldrig har jeg købt så mange guldkorn, så meget livserfaring, så meget klogskab pakket ind i den fineste lune humor for 50 kr.!

"Et lille barn med båndoptager spørger Astrid Lindgren, hvor gammel hun er. Astrid Lindgren svarer: 'Jeg er så gammel, at der ikke er plads til det i din båndoptager. Da jeg var lille, så jeg engang et menageri. Det er et sted med mange dyr. En dame viste en slamge frem og sagde: 'Denne slange er er 70 år og 4 meter.' 4 meter er jeg nok ikke, men jeg er godt og vel 70 år."

Bogen er fyldt med det ene guldkorn efter det andet i form af citater fra Astrid Lindgrens lange liv, men også fra hendes historier, som vi alle sammen kender. Der er citater fra Pippi Langstrømpe, Alle vi børn i Bulderby, Ronja Røverdatter, Rasmus på farten osv. osv.

Astrid Lindgren blev berømt vidt og bredt, men det var ikke vigtigt. "Jeg er blevet sådan en lille bitte smule temmelig 'berømt'. Men det gider jeg ikke skrive om." Citatet er fra et dagbogsnotat fra 1946.

Nedenstående kloge ord afslutter bogen og en rejse gennem den kendte forfatters lange liv.
"Man må leve, så man kan blive ven med døden ...
 ... tror jeg, tra la la." 


Og sådan blev der så fint sat punktum i den lille bog, hvor vi i citatform bliver taget med fra starten af den kendte børnebogsforfatters liv, og starten på forfatterskabet, over hendes modtagelse af Tyske boghandleres fredspris, hendes syn på det moderne samfund og børneopdragelse til livets afslutning.

Dette er også det hidtil eneste tilfælde, hvor jeg også har været nødt til at vise bagsiden af en bog. Den opsummerer nemlig på bedste vis denne bog. "En klog lille bog lige til at blive glad af" - og jeg kunne ikke være mere enig. Det er en hyggelig og livsklog bog, som man kun kan blive glad af at læse i.

Fodnote: Jeg beklager og håber, at I vil bære over med den sparsomme billedkvalitet. Jeg er uden kamera lige nu, og mobilkameraet er ikke noget at råbe hurra for ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg ville blive så glad for en lille kommentar fra dig ;-)