Astronauternes klub

Astronauternes klub af Ulrikka Strandbygaard er voksenlitteratur, og den præsenteres som magisk realisme, den rummer dog også langt hen ad vejen træk fra socialrealismen, og jeg læser nok egentligt bogen, som værende mest i sidstnævnte genre.

I bogen følger vi den lille familie bestående af mor, Gudrun, som er hjertekirurg, som var ung i 70’erne, hvor hun bliver venner med Gandalf, sammen udgør de det umagede par ”Gud” og Gandalf.
Gudrun møder Holger, som er ansat ved DSB. Han folder servietter, der bliver til svaner, som aldrig letter. Holger bliver familiens far og Gudruns mand, da de bliver gift kun tre måneder før de sammen får datteren Sara, som de mister.
Senere får Holger og Gudrun sønnen Sigurd. Holger fortalte sine drømmende historier til Sigurd, før han var gammel nok til at forstå dem. Da Sigurd blev ældre, fortalte Holger også om livet på Hovedbanegården, som han havde bygget en nøjagtig model af. Han fortalte om Kraftkussen, som bor dybt nede i de underjordiske gange under Hovedbanen.
Sigurd er en følsom dreng, som det meste af tiden lever lidt i sin egen verden. Han tør ikke at tro rigtigt på hverken sig selv eller kærligheden, selvom Clara og i særdeleshed Salák får en særlig plads.

Romanen er på flere måder en mystisk og dramatisk fortælling om kærlighed til både sig selv og andre, om svigt og utroskab og i særdeleshed om drømme. Sproget er lyrisk, detaljerigt og til tider overvældende. I virkeligheden er sproget nok mere interessant og dragende end fortællingen i mine øjne.

Beretningen om månelandingen spiller endvidere en gennemgående rolle på flere niveauer i Ulrikka Strandbygaards fortælling, som henvender sig til den voksne læser. Bl.a. med følgende sekvens set fra Neil Armstrongs perspektiv:

”Rundt om jordens sydvestlige halvkugle, hvor det var nat, var tegnet et lysende mønster i mørket. Det lignede et gigantisk, fintmasket net af hvide tråde […] Det han så, det lysende mønster i natten, var Verdens Skelet, skabt af menneskenes drømme. Gennem dette net af drømme, oplyste motorveje, forbandt de enkelte mennesker sig med hinanden så de smeltede sammen til én menneskehed! Men kun fra månen, flere 100.000 kilometer fra jordens overflade, kunne man se det.”

Romanen bæres i mine øjne af det detaljerige og til tider overvældende sprog, mere end af fortællingen som på sin vis opsummeres ganske godt i det korte uddrag herunder.

Så ... summas summarum er Astronauternes klub ikke den bedste bog, jeg har læst - langt fra, men det er bestemt heller ikke den dårligste. Den har rigtigt gode elementer, hvor sproget er dens fineste fortrin, hvor handlingen og selve fortællingen ikke gjorde synderligt væsen af sig.  

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af forfatteren, Ulrikka Strandbygaard.